Unikt undervisningsforløb gør matematik og dansk levende i Butik Vilja

Glamsbjerg

2. september 2026

Af Henning Frandsen – hf@folkebladet.net

Dansk og matematik flytter i denne uge ud blandt varer, kunder og salgstal i Butik Vilja. Et nyt undervisningsforløb på FGU FYN kobler fagene direkte til de opgaver, eleverne møder i detailhandlen.

I Butik Vilja er klasselokalet i denne uge flyttet ud blandt varer, kunder og salgstal. Eleverne på fagtemaet Event, handel og service skal nemlig planlægge og afvikle butikkens fødselsdagsuge, samtidig med at de arbejder med dansk og matematik gennem konkrete opgaver fra detailhandlens hverdag.

Det særlige ved forløbet er, at flere fag er tænkt sammen i ét samlet projekt. Eleverne producerer blandt andet markedsføringsmateriale og opslag til sociale medier, arbejder med kundeservice og reklamationer samt beregner omsætning, rabatter og salgstal. Her bliver dansk brugt til markedsføring og kundekommunikation, mens matematikken indgår i beregninger af priser, rabatter og omsætning.

  • Vi ved, at mange unge lærer bedst, når undervisningen giver mening i praksis. Derfor arbejder vi med opgaver, hvor fagene bliver en naturlig del af hverdagen. Når eleverne skal lave annoncer, skrive opslag til sociale medier, beregne avance eller håndtere reklamationer, oplever de, hvordan dansk og matematik faktisk bruges i et rigtigt job, siger Linda Andersen, lærer på FGU FYN.

I løbet af projektugen har eleverne også udvidede åbningstider i butikken. Det giver dem erfaring med de arbejdstider og krav, de kan møde senere i detailbranchen, samtidig med at de træner samarbejde og kundekontakt.

Melanie, der er elev på Event, handel og service, oplever, at undervisningen bliver mere motiverende, når fagene kobles direkte til virkeligheden:

  • Matematik føles faktisk ikke som matematik, når vi arbejder med det ude i butikken. Vi bruger det til at regne på priser, rabatter og hvor meget vi sælger, og så giver det pludselig mening. Jeg har lært at lave beregninger, som butikker bruger hver dag, og jeg er blevet meget mere sikker på både tal og kundekontakt, fortæller Melanie med et venligt smil.

FGU FYN inviterer derfor lokalsamfundet indenfor i fødselsdagsugen i Butik Vilja. Her kan kunder og besøgende opleve elevernes arbejde på tæt hold og høre mere om undervisningsforløbet.

Åbningstiderne er at finde på Butik Viljas Facebookside.

Del denne historie på: