Til juni indledes 15 måneders kloakarbejde i Glamsbjerg

Glamsbjerg

Af Lise Wolf – lw@folkebladet.net

73 husstande og virksomheder skal have separeret regn- og spildevand. Arbejdet står på fra juni i år til september næste år og vil betyde lukkede veje, omkørsler og flytning af busholdepladser.

Søndergade, Assensvej, Odensevej, Langbygårdsvej og Teglværksvej kommer alle i spil, når kloakkerne til 73 husstande og virksomheder skal udskiftes og lægges om. Formålet er at få regn- og spildevand fra private grunde og vejarealer til at løbe i hvert sit afløbssystem i stedet for i samme ledning, som det sker nogle steder i dag.

Projektet er en del af Assens Kommunes spildevandsplan, som blandt andet skal begrænse risikoen for tilbageløb og opstuvning af spildevand i kældre, oversvømmelser samt forurening af vandløb og søer. Det nye kloaksystem klargøres også til at kunne tilsluttes fremtidige regnvandsbassiner, hvor regn- og overfladevand kan tilbageholdes og urenheder bundfælde sig, inden vandet ledes videre til vandmiljøet. Separeringen er samtidig en del af forarbejdet, der skal ende med, at alt spildevand samles i det nye centrale renseanlæg, der er under opførelse i Assens.

Trafikregulering

Når arbejdet starter i Glamsbjerg i juni, bliver trafikken reguleret. Det gælder ikke mindst Søndergade, Assensvej og Odensevej, som i perioder vil blive helt eller delvis lukket, hvorfor der kan blive tale om omkørsel nord om byen. Samtidig bliver busruter ændret og stoppesteder flyttet

– Vi håber på forståelse, tålmodighed og godt samarbejde med borgerne i Glamsbjerg. Vi har allerede en god dialog med de berørte husstande, forretninger og virksomheder, og det håber vi også at få med andre borgere, som i kortere eller længere tid bliver berørt af de nødvendige trafikreguleringer og andre gener, der følger med projektet siger projektchef Michael Dissing Nielsen i en pressemeddelelse.

Egen grund – eget ansvar

Assens Forsyning udskifter hovedkloak og brønde i de offentlige veje. Samtidig bliver der etableret nye stikledninger og skelbrønde ved de enkelte husstande. Når det arbejde er udført, får grundejerne besked om at skille afledningen af regn- og spildevand ad på egen grund, for egen regning. Arbejdet skal udføres af en autoriseret kloakmester.

SMS- og mailservice

Det bliver muligt at følge med i projektet på Assens Forsynings hjemmeside www.assensforsyning.dk. Her kan man også tilmelde sig en SMS- og mailservice, så man kan modtage opdateringer om blandt andet trafikreguleringer.

Del denne historie på: