Stafet for Livet i Glamsbjerg den 29. maj er for alle
Der er nu åbent for tilmelding af hold
Når Stafet for Livet i Glamsbjerg går i luften 29. maj, er det et arrangement, som alle i eller bare med tilknytning til Assens Kommune kan deltage i.
– Stafetter i hele landet har navn efter den by, hvor den første Stafet i et område blev planlagt. Vores stafet blev til et i samarbejde mellem Kræftens Bekæmpelse og en gruppe frivillige i Glamsbjerg – deraf navnet, fortæller Grethe Bjært, der er formand for Stafet for Livet i Glamsbjerg.
Stafet for Livet i Glamsbjerg er nået så langt med planlægningen, at den er klar til at tage imod tilmeldinger:
– Vi håber, at rigtig mange har lyst til at oprette hold. Opret et hold sammen med familie, naboer, venner, arbejdskollegaer eller hvor I mødes med andre til fritidsaktiviteter. Find en god rute i nærheden af, hvor I samles. Der er link til ruteforslag på vores hjemmeside:
www.stafetforlivet.dk/glamsbjerg.
– Dernæst opretter I et hold – giv det et sjovt eller sigende navn – I bestemmer selv. Derefter tilmelder alle deltagere sig og I er i gang og støtter Kræftens Bekæmpelse i deres arbejde med forskning, patientstøtte og andre gode formål, fortæller Grethe Bjært.
Coronapandemien begrænser, hvor mange, der kan mødes på et sted, derfor afvikles årets stafet under sloganet: ”En dag, hvor vi er sammen – hver for sig”.
Det betyder bl.a., at det kun er ”fightere”, som fysisk overværer åbningstalen, der i år bliver holdt af Ambassadør og Global Hero of Hope Henriette Weibel. Talen live streames ud til de tilmeldte hold.
Dernæst går fightere og en repræsentant fra hvert hold ned til torvet i Glamsbjerg, hvor CulturArte spiller på sambatrommer.
I løbet af eftermiddagen er der børnecykelløb i Assens, Hårby og Glamsbjerg. Fra klokken 14 spilles der krolf på banerne ved Aktivcentret på Dærupvej, hvor der mulighed for at spille med.
Klokken 21 er der lysceremoni samme sted og ude ved holdene.
Hele programmet kan
læses på hjemmesiden
www.stafetforlivet.dk/stafet/glamsbjerg.