Mange gæster til påskemarked hos FGU og STU Glamsbjerg

Glamsbjerg

19. april 2025

Af Henning Frandsen – hf@folkebladet.net

Eleverne viste, hvad de har beskæftiget sig med i de forgangne måneder.

Flagene var oppe på Fredensvej fredag 4. april, og vorherre viste sig fra sine bedste side ved at lade solen skinne over FGU, som holder til på nummer 25, begge sider af vejen.

Meget passende, når der er påskemarked, som handler om at vise, hvad eleverne laver på skolen og vise unge, som ikke går på skolen, hvad de kan opnå ved at søge optagelse på FGU, som står for Forberedende Grunduddannelse, og det seneste skud på stammen, STU, en forkortelse for Den Særligt Tilrettelagte Ungdomsuddannelse, som, fortæller FGU, er blevet en stor succes. 

Skoleleder Michael Boÿe Hvorslev smilede om kap med solen, da Folkebladets reporter mødte ham midt på eftermiddagen. 

– Jeg havde frygtet, at vejret var for godt, men der er kommet mange, både forældre og andre, som ønsker, at se, hvad vi laver. 

I dagens anledning havde skolen skruet op for legen, så det var muligt at prøve sig af med bl.a. dåsekast og det muntre køkken. I kantinen kunne man købe bl.a. badges, få sig en snak med andre elever og så ellers gå ombord i bagværket. I Butik Vilja kunne man købe alskens kreationer, endda til små priser, og hos træmændene mødte man ægte værkstedshumor, hvor den tilstundende påske havde inspireret til at lave et trækors med et skiltet påmalet  ”Kom og hæng ud.” 

Det var også her man skulle bevæge sig hen, hvis man var til grillpølser, for grillen var tændt, og man kunne vælge mellem grillmedister og kyllingepølser. 

FGU’s tre spor

FGU-eleverne fordeler sig på tre spor 1. Byg Bolig og anlæg 1. Handel og service, som primært handler om modetøj, der sælges i Butik Vilja, og Kommunikation og medier. 

– Vi laver folie til fx biler, vinduer skilte, print til t-shirts, badges. og vi redigerer billeder og grafik, fortæller Emma Pilegaard fra Ebberup og Jamie Bering fra Tommerup. 

Nogle af arbejderne er bestillingsopgaver fra eksterne kunder, mens andre arbejder kan ses på skolen, fx på indgangsdøren til STU Glamsbjerg. 

Emma Pilegaard har også lavet mindre ting, som hun har sat på sine biler, fx hendes navn, dannebrogsflag og logoet for Ford Klub Danmark. 

Før Emma begyndte i Glamsbjerg, havde hun holdt sabbat-år efter at være i kokkelære på Kold College i Odense. 

– Min ryg kunne ikke holde til, at jeg skulle stå så meget op, som man skal som kokkeelev, og så viste det sig, at kokkefaget ikke var noget for mig, fortæller Emma.

Til gengæld tænder hun på at lave folie til skilte. 

– Der er skiltedesigneruddannelse i Silkeborg, og det er noget jeg overvejer, fortæller Emma, som regner med at hun stopper på skolen til sommer. 

Jamie anede ikke, hvad han ville, da han havde afsluttet 10. klasse.

– Jeg vidste ikke rigtig noget om computer, og derfor søgte jeg ind på Medier og Kommunikation, og det har været rigtig spændende, siger Jamie, der ikke har en køreplan for, hvor længe han vil gå på FGU i Glamsbjerg. 

Yderligere information kan fås på fgufyn.dk

Del denne historie på: