Lune Carlsen, kaffe og kage – endda ganske gratis
Røde Kors gør status over det forgangne år
Røde Kors har modtaget en pose penge fra Socialministeriet til at glæde ensomme og udsatte ældre med. I Glamsbjerg bliver det til en koncert for +65’ere den 9. november klokken 14, hvor Lune Carlsen trykker den af i Glamsbjerghallen.
Det er ganske gratis at deltage i koncerten, hvor der også kommer kaffe og kage på bordet.
Billetter fås i Røde Kors-butikken i Søndergade 20.
Omsatte for 400.000 kroner
Trods coronabegrænsninger omsatte Røde Kors butikken i det forgangne år for 400.000 kroner, mens de 20 nørklere fik produceret 600 stykker tøj, som blandt andet blev sendt til Hviderusland.
Røde Kors i Glamsbjerg bidrog til den landsdækkende kampagne om at opstille røde samtalebænke.
– Vi har to bænke – den ene fast ved butikken, og den anden er en vandrebænk, som har stået i Glamsbjerghaven, på torvet og lige nu i præstegården i Køng ved høstgudstjenesten og siden skal den bruges i forbindelse med konfirmandernes forberedelse, fortæller Kirsten Mølgaard, der er formand for Røde Kors i Glamsbjerg.
Hun glæder sig også over, at indsamlingen i 2020 trods forhindringer kunne nå et resultat på 20.000 kroner.
Støtte til udsatte familier er i det forgangne år blevet til, at 12 børn blev sendt på sommerlejr, 26 familier fik julehjælp og enkelte børn fik tilskud til sport.
Røde Kors-afdelingen har også støttet projekter i udlandet, bl.a. til uddannelse af unge piger i Malawi og til sundhedsprojekter i Rwanda og Zimbabwe.
– Besøgstjenesten, som vi har forsøgt at løbe i gang, har trange kår. Vi vil meget gerne være flere frivillige besøgsvenner, så henvend dig endeligt, hvis du har nogle få timer tilovers, siger Kirsten Mølgaard.