Infoaften i humoren og fællesskabets tegn
FGU Fyn Assens byder indenfor onsdag 25. januar klokken 19-21.
Humor skal der til, når man vil guide andre unge om fortræffelighederne ved at gå på FGU Fyn Assens, som holder til på Fredensvej 25 i Glamsbjerg
Det er helt uden for diskussion, mener Tobias Bihrmann, der skal være guide ved Infoaftenen onsdag 25. januar klokken 19-21.
- Det eneste jeg er i tvivl om er, hvor grov humoren må være.
Og så begynder Tobias og Simon William Gaba at joke om at få hånden skåret af i en rundsav, men at det ikke er et problem, for den kan blive heftet på igen med en sømpistol. Både rundsav og sømpistol haves hos FGU Fyn Assens.
FGU, som står for Forberedende Grunduddannelse, er for unge mellem 18 og 25, som endnu ikke har fået en ungdomsuddannelse.
Hos FGU Fyn Assens kan eleverne vælge mellem fagtemaerne, Kommunikation og medier, Handel og kundeservice, Mad og ernæring, Byg, bolig og anlæg samt Industri.
Da Folkebladet fredag kiggede forbi på Fredensvej 25, var fire af de otte guider sammen med skoleleder Michael Boÿe Hvorslev i gang med brainstorme om, hvad de skulle lægge vægt på under rundvisningen.
- Som elev får man støtte fra fællesskabet, siger Selma Kousgaard Magnusdottir.
Fællesskabet er det, der gør, at man holder ud, selv om det arbejde, man skal udføre, indimellem er kedeligt, mener Selma, som skal fortælle om Kommunikation og medier.
- Jeg vil også fortælle, at jeg her på FGU har fundet noget, som jeg brænder for, siger Selma.
Inden Tobias kom til Glamsbjerg, havde han gået på Syddansk Erhvervsskole, og det var en dårlig oplevelse.
- På Syddansk Erhvervscenter tror de, man kan det hele. De ser på en som håndværker. Her bliver vi taget imod som en person, og at vi ikke kan alt, siger Tobias.
Det er Alexander Nygaard Lundblad ganske enig i. Også i et andet udsagn, som blev fremhævet.
- Alle har svagheder og styrker. Det gælder så om at bruge egne styrker til at afhjælpe makkerens svagheder.
Yderligere information på www.fgufyn.dk.