Glimter som det pureste guld

Glamsbjerg

29. august 2021

Af Henning Frandsen – hf@folkebladet.net

Fynske Bank har overdraget kunstværkerne ”Solen og Højen” til GlamsBjergHus

I mange år prydede Anne Marie Egemoses kunstværker, installationerne ”Solen” og ”Højen” Fynske Banks ekspeditionslokale i Assens, for i forbindelse med en nyindretning at blive nedtaget. Banken ledte så i en periode efter den rette fremtidige placering, indtil den fandt det i det store festlokale i GlamsBjergHus, som Glamsbjerg Hotel kom til at hedde efter en omfattende ombygning og nyindretning. 

Denne overgang fra Glamsbjerg Hotel til GlamsBjergHus er netop blevet fejret ved Fynske Banks officielle overdragelse af kunstværkerne ” Solen og Højen”. 

-Der er tale om en unik udsmykning, og vi på GlamsBjergHus har skabt de rette rammer for en stille og rolig beundring af værket, siger hotellets direktør, Jørgen Kronborg, og ejer, Jens Poulsen, i munden på hinanden. De fortæller også, at kunstneren Anne Marie Egemose glæder sig ved den nye placering og ved, at de særlige nye spots får de indlagte strimler af messing til glimte, som det pureste guld.

På GlamsBjergHus’ hjemmeside kan man se, hvad Helle Ålsbøl, etnolog og museumsinspektør skriver om installationerne: ” Værkerne Solen og Højen af kunstneren Anne Marie Egemose udgør en helhed, som symboliserer Sol og Jord. I nordisk og græsk mytologi symboliserer Jorden det kvindelige og Solen det mandlige. Samhørigheden og forskellen mellem Sol og Jord understreges af kunstnerens materialevalg og i skiftene mellem transparente og tætte elementer. Solen er udført i messingnet med påhæftet, plisseret messingfolie. Plisseringerne overskrider nettets gitterværk og gør Solen til en flade, der både skygger og stråler. Solen symboliserer det ubegribelige tidsspænd: Solen lyser. Solen lyste da gravhøjen blev sat, den lyser i øjeblikkets nu og langt ind i fremtiden. Højen er udført i messingnet med tuschindfarvet japansk kozopapapir, der er revet i strimler. Papirets strimler giver et flosset, organisk udtryk. Højen er inspireret af Lusehøj på Vestfyn, en af de rigeste gravhøje fra Yngre Bronzealder i Norden…”

Del denne historie på: