Frivilligt arbejde bliver en livsstil hos Folkekirkens Nødhjælp i Glamsbjerg

Glamsbjerg

Af Henning Frandsen – hf@folkebladet.net

En god snak, kaffe og nærvær skaber overskud til hjælpearbejde

”Nej, hvor er der hyggeligt i jeres butik”. Den bemærkning har Karin Ingemann hørt mange gange i de godt 13 år hun har været frivillig i Folkekirkens Nødhjælps genbrugsbutik i Søndergade 18 i Glamsbjerg. 

Og sådan skal det være i en ordentlig genbrugsbutik, er Karin Ingemann overbevist om. 

– De fleste af vore kunder har god tid og giver sig god tid, når de er hos os – og selv om butiksarealet ikke er så stort, har vi mange ting i kategorierne tøj, bøger, nips, køkkenting og legetøj, siger Karin, der for fire år siden sagde ja til at blive daglig leder. 

– For os, der er frivillige, er det blevet en livsstil. Vi går højt op i butikken og kommer, når der er behov for det, og vi dækker også hinanden ind, når en af os skal have fri, og så er der altid kaffe på kanden, siger Karin.

– Ja, der er en god stemning i butikken, det mærker jeg, når jeg kommer, siger Birgit Jensen, som er butikkens regnskabsfører, og derfor ikke har noget med den daglige drift at gøre.

Klodsmajor

– Jeg er tilknyttet butikken i Aarup, hvor jeg også er regnskabsfører. Inden jeg holdt op med at gå på arbejde, var jeg bogholder i et revisionsfirma, for jeg er udlært bogholder eller som jeg plejer at sige jeg er udlært klodsmajor, idet jeg blev udlært hos LEGO, siger Birgit med et lille smil. 

Folk, som ønsker at give butikken aflagt tøj, legetøj med videre kan gøre det i butikkens åbningstid og som noget nyt kan man aflevere tøj i en nyopstillet container ved ABC Lavpris. 

Butikken i Søndergade får i øvrigt også tøj fra Folkekirkens Nødhjælps centrallager i Viby ved Aarhus. 

Aktuelt holder butikken åben mandag til fredag klokken 13-17 og lørdag klokken 10-13. Da der altid skal være to på vagt ad gangen, er der brug for en del frivillige, som der gerne må blive flere af. 

– Vi kan altid bruge nye frivillige, siger Karin. 

Sidemandsoplæring

Også meget gerne frivillige i forskellige aldersklasser. 

Yngre mennesker skal bestemt også være velkomne, de er sikkert mere it-kyndige end os andre, og så kan de sikkert se på butiksarbejdet med andre øjne, siger Karin, der som frivillig kunne trække på sine erfaringer fra sit arbejdsliv. 

– Jeg var museumsassistent hos Museum Vestfyn, nærmere bestemt på Hjemstavnsgården i Gummerup, hvor opgaven var salg og modtagelse af kunder, fortæller Karin. 

Arbejdet som frivillig består ofte i håndtering af tøj, prissætning og salg. Ud over skriftligt materiale om prissætning vil der være tale om sidemandsoplæring. 

Interesserede skal blot henvende sig i butikken, hvor de kan aftale et tidspunkt, hvor de kan mødes med Karin, som vil fortælle om arbejdet – helt sikkert over en kop kaffe. 

I 2022 resulterede den frivillige indsats i et overskud på 45.000 kroner til Folkekirkens Nødhjælps hjælpearbejde. 

Genbrug og klimaforandringer

Når du genbruger frem for at købe nyt, sparer du ikke alene på jordens ressourcer. Du skåner også kloden for brug af kemikalier og pesticider, som forurener vores miljø. Produktionen af varer udleder desuden CO2, og så bruges der store mængder vand til at producere især bomuld.

En T-shirt ”koster” op til 2.700 liter vand i dyrkning og fremstilling. Sidst, men ikke mindst er arbejdsforholdene ofte meget kritisable for de arbejdere, der producerer tøj.

Danskere køber i gennemsnit årligt 16 kilo tøj og sko. I stedet for at smide tøj og sko ud, kan du med fordel aflevere det i den nærmeste genbrugsbutik eller container. Så er du med til at ændre forbrug til genbrug. 

Kilde: Folkekirkens Nødhjælp

Del denne historie på: