Folkekirkens Nødhjælp lukker butik – og slutter af med frokost for de frivillige

Glamsbjerg

Af Henning Frandsen – hf@folkebladet.net

Priserne, som normalt er lave i Folkekirkens Nødhjælps genbrugsbutik i Søndergade 18 i Glamsbjerg, får op til flere hak ned ad de næste par uger indtil og med sidste åbningsdag fredag 8. marts. 

Genbrugsbutikken, der ellers kunne holde 40 års-jubilæum til maj, lukker og slukker, og det er der flere grunde til. 

– Vi mangler personale, for det er ikke nok med de 10, som vi har været på det seneste, fortæller daglig leder, Karin Andersen

– Vi mangler også kunder. Glamsbjerg er simpelthen ikke stor nok til tre genbrugsbutikker, siger Karin

– Når omsætningen har faldet, som den har gjort de senere år, skyldes sikkert også, at butikslivet i Glamsbjerg har været for nedadgående i en årrække med flere lukkede butikker til følge, mener Peter Sjursen, der er genbrugskonsulent i Folkekirkens Nødhjælp. 

– Ja, for mange år siden gik vi ture om søndagen for at se på butikker, mindes Karin Andersen. 

En værdig lukning

Når Peter Sjursen besluttede, at butikken måtte lukke, skyldes det, at omsætningen til sidst var blevet så lav, at den dårligt kunne dække huslejen.

– Så er det ikke værdigt længere, for det er jo for at gavne nødhjælpen, at vi driver genbrugsbutikker, og ikke for at glæde husejere, siger genbrugskonsulenten. 

De 10 frivillige, som udgør den faste stab, slutter af med maner, nemlig med en god frokost, og sådan bør det være, mener Peter Sjursen.

– Vi har kæmpe respekt for den indsats, som de frivillige har ydet i mange år. De har knoklet og har haft et godt sammenhold. Og selv om omsætningen har været faldende på det seneste, har butikken siden 2018 kunnet skabe et overskud på 250.000 kroner til Folkekirkens Nødhjælps indsats rundt om i verden. Det er flot, siger Peter Sjursen. 

Karin Andersen kan se tilbage på at have været daglig leder i 5-6 år og frivillig i ca. 15 år. 

Bamser fylder tomrum op

Fordi hun har været leder, og fordi, det har knebet med at have nok frivillige, har hun ofte været på arbejde i butikken to eller tre dage om ugen. Men hun har nydt det, og når hun hører om succesrige Folkekirkens Nødhjælps-projekter og indsatser rundt omkring i verden, bliver hun glad og synes, at så har hun og de andre frivillige gjort en forskel. 

– For mig giver lukningen et kæmpe tomrum, for det været en livsstil at være frivillig, men jeg er begyndt at lave bamser, som bliver sat til salg i Folkekirkens Nødhjælps genbrugsbutik i Aarup – det har jeg talt med den om. Prisen bliver 40 eller ja, 39 kroner, fortæller Karin. 

– Jeg ville egentlig gerne have været frivillig i Aarup, men det er ikke rigtig til at komme dertil og tilbage igen med rutebil – og slet ikke om lørdagen, hvor jeg gerne vil have vagt, siger Karin. 

Løsningen er i stedet blevet, at Karin begynder som frivillig hos naboen, Røde Kors Genbrugsbutik i Glamsbjerg. 

Faktaboks

Folkekirkens Genbrugsbutik har haft adresse tre steder i den tidligere Glamsbjerg Kommune. 

Først i Flemløse, så i Nørregade i Glamsbjerg og senest i Søndergade i Glamsbjerg.

De nærmeste genbrugsbutikker, som Folkekirkens Nødhjælp driver, finder man i Assens, Tommerup St., Bogense, Aarup og Odense. 

Alt i alt har Folkekirkens Nødhjælp 110 genbrugsbutikker i Danmark. 

Del denne historie på: