Få en gratis og oplysende temaaften om fremtidens ældrepleje
Glamsbjerg Fritidscenter onsdag 19. marts kl. 16.30-19.30
Ældrerådet og Social og Ældreudvalget i Assens Kommune inviterer alle interesserede borgere til temaaften om fremtidens ældrepleje under overskriften: Dyster fremtid eller en vej mod nye løsninger? Hør blandt andet ældreministeren fortælle om ældreloven, bliv klogere på hvordan velfærdsteknologi og civilsamfund kan supplere ældreplejen og slut af med gode samtaler over aftensmaden.
Vi bliver mange flere +80-årige over de nærmeste år – og samtidig står vi over for en stor mangel på velfærdsmedarbejdere. Tallene peger dermed mod dystre fremtidsudsigter for ældreplejen i Danmark. Men med nye udfordringer kommer også nye, mulige løsninger på banen. Reformer, velfærdsteknologi og et styrket samarbejde med civilsamfundet er blandt de tiltag, der allerede er i gang overalt i Danmark, skriver Assens Kommune i en pressemeddelelse.
Men hvad betyder det egentlig for os alle sammen – og er det nok? Det får deltagerne fire bud på ved en temaaften om fremtidens temaaften, som holdes onsdag 19. marts klokken 16.30-19.30 i Glamsbjerg Fritidscenter. Mågevej 7, Glamsbjerg.
Ældreloven – De politiske visioner bag v. Mette Kierkgaard, Ældreminister (M).
Fremtidens ældrepleje
– Status, udfordringer og nødvendige løsninger
v. Pia Kjellberg, projektchef i Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd.
Ældreloven set fra Danske Ældreråds perspektiv v. Inger Møller Nielsen, formand for Danske Ældreråd
Sammen om fremtidens ældrepleje – Styrket samarbejde mellem kommune og civilsamfund
v. Marie-Louise Gotholdt, national chef for Røde Kors
Ældrerådet og Social og Ældreudvalget i Assens Kommune står bag temaaftenen, og de to formænd er ikke i tvivl om, at det bliver nogle både vigtige og givende timer.
– Vi er meget glade for, at de fire oplægsholdere, har sagt ja til at komme og bidrage til samtalen om fremtidens ældrepleje. Når borgere, politikere og frivillige sammen bliver klogere på både udfordringer og nye løsninger, får vi et godt fundament for både at kunne forventningsafstemme og samarbejde. Udfordringerne kan vi nemlig kun løse i fællesskab, siger formand for Social og Ældreudvalget i Assens Kommune, Poul-Erik Svendsen (S).
– Jeg ser frem til et spændende møde, hvor vi forhåbentlig kan få nye ideer til at løse de store problemer, vi står over for. Vi er i Assens Kommune – på grund af dygtige medarbejdere og ledere – nået langt, men der vil stadig være udfordringer med øget samarbejde med civilsamfundet og med implementeringen af nye teknologiske løsninger. Jeg er også spændt på at høre, hvordan man på det landspolitiske niveau vil sikre, at de gode intentioner ikke sander til i bureaukrati på grund af uheldige enkeltsager, for de vil komme, siger formand for Ældrerådet i Assens Kommune Jørgen Nyberg Larsen.
Temaaftenen ligger i forlængelse af Assens Kommunes halvårlige Seniorlivsmesse, som denne gang foregår i Glamsbjerg. Seniorlivsmessen er et alternativt til forebyggende hjemmebesøg, hvor seniorer kan finde inspiration i de mange muligheder, der er for at være aktiv i Assens Kommune. Typisk er der omkring 300 deltagere.
Hele programmet for temaaftenen:
16.00-16.30: Gratis kaffe og kage med musikalsk indslag ved Vi Danseglade
16.30: Temaaftenen åbnes.
16.30-16.45: Velkomst ved Social og Ældreudvalgsformand Poul-Erik Svendsen og Ældrerådsformand Jørgen Nyberg Larsen.
16.45-18.50: De fire præsentationer
Præsentationerne rundes af med muligheden for at stille oplægsholderen spørgsmål til præsentationen.
18.50-19.00: Afrunding ved Social og Ældreudvalgsformand Poul Erik Svendsen og Ældrerådsformand Jørgen Nyberg Larsen.
19.00-19.30: Servering af let aftensmad fra Assens Madservice.
Borgertilmelding: Tilmeld senest den 5. marts via www.assens.dk/temaaften
Læs mere om Seniorlivsmessen her: https://www.assens.dk/borger/sundhed-og-omsorg/aeldre/seniorlivsmesse-det-gode-liv-skaber-vi-sammen.