Bag denne titel gemmer der sig et makabert rovmord med to personer fra Glamsbjerg som hovedpersoner.

Den 75-årige Lars Jacobsen bosiddende i Glamsbjerg tog den 7. januar 1918 til Odense for at hæve nogle livrentebeløb. Til sin logiværtinde sagde han, at han ville komme tilbage om et par dage. Han blev  ledsaget af en bekendt – en uadskillelig ven – Jørgen Nielsen også bosiddende i Glamsbjerg.

Lars var, trods sin høje alder, rask og rørig og ved godt livsmod. Han beskrives i kommunaltidende som en høj, statelig skikkelse, og Jørgen som en lille vims mandsling.

Jørgen havde en blakket fortid, idet han var straffet 6 gange for indbrud, sidste gang med 11 års tugthusarbejde. Jørgen var blevet gift og boede med sin kone og svigermor i en villa, som han havde købt for hustruens penge. Han havde ikke arbejde.

Hvordan de to – Lars og Jørgen – var blevet uadskillelige venner, ved vi ikke.

10. januar bliver Lars´ værtinde ringet op fra Odense. Hun får fortalt, at Lars har det godt og vil komme hjem senere, da han har truffet flere bekendte.

11. januar kommer Jørgen tilbage til Glamsbjerg og fortæller, at de to venner er blevet uvenner og Lars er blevet i Odense.

12. januar får Lars´ værtinde igen en telefonbesked fra Lars – han morede sig godt i Odense, og man skulle ikke vente ham, før man så ham.

Jørgen henvender sig et par dage efter i Glamsbjerg Bank med et indlånsbevis på 3150 kr, transporteret fra Lars til Jørgen. Banken udsteder en check på 1000 kr i en københavnsk bank, og Jørgen rejser til København.

I Glamsbjerg er man nu urolig for Lars, og politiet i Odense får Jørgen efterlyst. Han bliver anholdt 23. januar i København og ført tilbage til Odense. Han afhøres, og der kommer mange mærkelige økonomiske transaktioner for dagen. Om Lars har han kun at sige, at han tog afsked med ham ved toget på Odense Banegård den 11. januar.

Politiet laver en husundersøgelse hos Jørgen, og her finder man en urkæde, som man vidste tilhørte Lars, og Jørgens kone giver politiet et reb, som Jørgen havde med hjem fra turen til Odense.

En jagtbetjent finder 1. februar på vejen ved Tellerup Plantage et sæt forlorne tænder og en skindhue. Begge ting tilhørte Lars. Der bliver sat en eftersøgning i gang, og snart findes Lars død med knust baghoved. Under hovedet lå en lille pakke med to stykker peberrod. Jørgen Nielsen fik forevist liget på fundstedet. Og ja, det var Lars. Jørgen bad om at måtte røre Jørgen, men blev stoppet, da han ville kysse liget. Senere påviser Jørgen, hvor øksen, afdødes støvler og portemonnæ er gemt.

Under der meget forvirrende forhør erklærer Jørgen, at de to venner havde fundet ud af, at de begge var trætte af livet, og derfor ville begå selvmord. Dertil blev der ifølge Jørgen indkøbt en økse, et jagtgevær og et reb, og planen var så, at Jørgen skulle myrde Lars med øksen eller geværet og så selv hænge sig i rebet. 

De tager ud i en skov ved Odense, men får ikke  gennemført dobeltselvmordet. Næste dag tager de toget Ejby, og går fra stationen til Tellerup Plantage. Kun første halvdel af aftalen bliver udført.

Politiet mener, at når Lars havde husket at købe peberrod til sin logiværtinde, og bar det på sig, så havde han ikke tanker om at begå selvmord.

Jørgen går så til bekendelse. Men det er ikke meget konkret, der kommer frem, dog er han sikker på, at det er ham, der ringer til logiværtinden de to gange – alt det andet må jo være sket, han husker ikke rigtig noget.

Jørgen bliver dømt til tughusarbejde på livstid 8. juni 1919. 

I marts 1939 bliver han benådet.