Borgermøde om friluftsbadets fremtid
Glamsbjerg
Af Lise Wolf – lw@folkebladet.net
Bestyrelsen for Glamsbjerg Fritidscenter inviterer til borgermøde om friluftsbadets fremtid tirsdag 19. november. Mødet holdes klokken 17 i fritidscentret.
– Mød op og hør om de nuværende planer, og om der er en fremtid for et friluftsbad i Glamsbjerg, lyder det blandt andet i invitationen, fra bestyrelsen, der understreger, at der konstant arbejdes i løsninger for et fremtidigt friluftsbad.
Friluftsbadet er midlertidigt lukket, og vil heller ikke åbne i 2025, da det står over for en større renovering på grund af forældede tekniske installationer. Det har i flere år kørt på dispensation i forhold til vandkvaliteten, en dispensation, som kommunens miljøafdeling har vurderet, at det ikke vil være forsvarligt at fortsætte med.
På byrådsmødet onsdag i sidste uge var friluftsbadet på dagsordenen. Her blev det besluttet ikke at udbetale tilskud til badet i 2025, men at frigive 50.000 kroner af den anlægspulje på godt 4,5 mio. kroner, der er afsat til renovering, til yderligere undersøgelser.
Her sagde Elmer Philipsen (S) blandt andet:
– Jeg er skuffet dybt i mit hjerte over, at det er blevet sådan. Det bliver sjældent billigere, når man venter, men jeg havde aldrig regnet med, at vi skulle lukke friluftsbadet i et år. Samtidig glædede hans sig over borgermødet, som han mente, vil give borgerne et oplyst grundlag at arbejde på.
90 år i 2025
Dermed bliver der næppe nogen jubilæumsfest for friluftsbadet, der næste år fylder 90 år. Friluftsbadet havde sin storhedstid i årene efter åbningen i 1935. I 1936 var der for eksempel udtagelseskonkurrence til de olympiske lege i Berlin med deltagelse af blandt andre den senere verdensmester Ragnhild Hveger. I 1944 blev der afholdt Danmarksmesterskaber i Glamsbjerg.
Det er historie, men i hvert fald har friluftsbadet betydet, at i Glamsbjerg kan alle børn svømme, slog Elmer Philipsen fast på byrådsmødet.