Gennemføre eller aflyse? Gelsted Marked i et vadested
Bestyrelsen træffer beslutning i maj 2021
Sommeren og eftersommerens store festivaler har trukket stikket. Det samme gælder et trækplaster som Ørbæk Marked.
Hvad så med Gelsted Marked, som i løbet af de fire markedsdages besøges af løseligt sat 60.000 mennesker?
Ja, det har bestyrelsen, som Folkebladet mødtes med torsdag aften 6. maj, ikke truffet beslutning om endnu.
Bestyrelsen håber så meget på at gennemføre, at den vil strække sig til det yderste med at beslutte sig for et ja eller nej, selv om den under normale omstændigheder ville have været langt, når det gælder om at træffe aftaler, hyre musikere, kort sagt planlægge.
Et af årets højdepunkter, når det gælder det sociale liv, er Gelsted Marked for en stor del af frivillige, der får festivalhjulene til at dreje rundt, for ikke at tale om bestyrelsen og andre særligt engagerede, der året rundt lever og ånder for festivalen.
Vi handler lokalt
Og så er der det økonomiske tilskud, som takket være de omkring 350 frivilliges indsats, bliver kanaliseret ind i lokale foreninger, og den omsætning, som mange af byens handlende får.
– Vi handler nemlig lokalt, som markedsformand Torben Pløger siger.
Det koster i nærheden af 150.000 kroner at holde Holmegården, der er base for Gelsted Marked og i øvrigt også andre foreninger, kørende.
Selv om de varmeansvarlige har skruet ned for varmen, er der tale om et sekscifret beløb, som Gelsted Marken, skal bruge for at holde butikken kørende.
– Vi har jo dyr, som skal have foder, og som udløser dyrlægeregninger, og så er der el, vand, varme og vedligeholdelser, fortæller bestyrelsen.
To tørre kilder
Gelsted Marked har to kilder til at få dækket driftsomkostningerne. Den denne er markedet, og den anden er udlejning af lokaler til fester. Og begge kilder er lige nu – og sådan har det været i flere måneder – tørret ind.
Hvad er den store udfordring med at gennemføre Gelsted Marked med de nuværende restriktioner?
Ja, der er er flere – og så problematiske, at det ikke vil være muligt at holde marked.
– Forsamlingsloftet på 3.000 og kravet om indhegning gør det umuligt at holde et marked. Og hvis, der også skal vises coronapas, jamen det kræver så mange kontrollanter, som vi ikke har råd til, siger Torben Pløger
Med andre ord skal forsamlingsloftet hæves og nogle af restriktionerne skal lempes, for at bestyrelsen beslutter sig for et ”go”.
– Og så er der vaccinesituationen. Hvis ikke alle er færdigvaccinerede til uge 33, hvor vi som altid holder markedet, jamen har de ikke-færdigvaccinerede så mod på at gå til marked. Det kan vi være usikker på.
Kunne I så ikke nøjes med at holde et stort kræmmermarked, det vil sige droppe de store telte og dermed musikken og festerne, vil Folkebladet vide.
Nej, det er navnlig ved festerne, at vi får vores overskud og her er der yderligere en restriktion, som kan give os problemer. For hvis markedet skal stoppe klokken 20 eller 21, får vi et problem, for det er mellem klokken 20 til klokken 02, at der er gang i festerne.
Meget taler således for, at bestyrelsen træder vande i den kommende tid, i håb om, at det vil gå så godt med vaccinationsudrulningen og overholdelse af gældende regler, at smitten ikke vil eksplodere, men holde sig på et leje, der gør det muligt at lempe på restriktionerne.
– Det er desværre begrænset, hvor lang tid vi har at gøre godt med. Mange frivillige skal snart have besked på om markedet bliver til noget, for hvis ikke vil de i stedet engagere sig i noget andet. Så vi bliver nødt til at træffe en beslutning her i maj, siger Torben Pløger.