Fængslende og æd-me-godt Gelsted Marked

Gelsted

21. august 2025

Af Henning Frandsen – hf@folkebladet.net

Smugkroen er en de søjler, som Gelsted Marked hviler på. Her kan købe æd-me-gode pølser, skylle efter med skummende fadøl og lytte til bl.a. Hans Henrik, som tager os en tur ned ad Mindernes Boulevard med pop- og rockhits fra dengang far og farfar var unge. 

I år var vejrguderne sådan for alvor på Gelsted Markes side, så det vrimlede med gæster, da Folkebladets reporter besøgte markedet lørdag først på eftermiddagen. Det gjaldt Smugkroen og flere af de andre vandingssteder, tivoliet med tombolaen, hvor man oven i købet kunne blive betjent på jysk. Det gjaldt mange af spiseboderne og kræmmerne, som lokkede med alt fra rusten håndværktøj, til skamler med søde dyrebilleder på sædet, porcelæn, Anders And-blade, asiatiske krydderier, Hjemmeværnet og som noget nyt Kriminalforsorgen, som gjorde opmærksom på to uddannelesmuligheder, fængselsbetjent og transportbetjent. 

Man kunne også bænke sig i en celle, hvor der ikke var mange kvadratmeter at boltre sig på. Og så kunne man få en virtuel tur rundt i to fængsler. Jeg tog en tur i Vestre Fængsel, som man i virkeligheden skal til Vesterbro i København for at opleve. 

– Prøv at se til siden, lød opfordringen fra Kriminalforsorgens medarbejder, og jeg drejede hovedet og fik således en 360 graders oplevelse af Vestre Fængsel. Spændende, men heldigvis virtuel, så jeg havde ingen problemer med at blive løsladt. 

Del denne historie på: