Verdens stærkeste pige indtager Skallebølle Skole

Skallebølle og Frøbjerg

25. januar 2025

Af Henning Frandsen – hf@folkebladet.net

Teaterskolen Frøbjerg Festspil opfører musicalen Pippi

– Det er en god historie, siger Nova Andersen om Pippi Langstrømpe, som Astrid Lindgren fik sin forfatterdebut med i 1945, og som i 1998 blev til en musical med musik af Sebastian. 

Nova har som få dykket ned i historien om verdens stærkeste pige, der kan løfte en hest, for hun har nemlig fået rollen som Pippi, og det indebærer, at hun skal lære en masse replikker og synge en sang og synge i kor i andre sange. 

Nova er glad for rollen, som hun blev udvalgt til af instruktøren, og som, da det er en krævende rolle, hun deler med en anden skuespiller. 

Nova, der bor i Tommerup, er trods sine kun 12 år, garvet, når det gælder skuespil, for hun har i seks år været med i Teaterskolen Frøbjerg Festspil. 

Luna Lidegård fra Brylle er 16 og har fået rollen som Frøken Prysselius. Hun tænder på frihedsbudskabet i Pippi, som hun har læst som barn og set som tv-serie.

Instruktøren Julie Nyrnberg synes Pippi er yderst aktuel. 

– Pippi handler blandt andet om at kunne tro på sig selv, siger hun. 

43 medvirkende i Pippi

Efter en coronapause kom teaterskolen for alvor i omdrejninger sidste år, hvor den opførte Peter Pan, en forestilling, som også blev en stor publikumssucces. 

Det samme gælder for Pippi. Interessen for at medvirke har nemlig været stor – og hele 43 skuespillere medvirker da også.  Publikumsinteressen er også enorm. 

I skrivende stund (14. januar) var tre af fire forestillinger udsolgte. 

– Der er kun få ledige pladser til forestillingen lørdag klokken 19, fortæller styregruppemedlem Maria Ingemann Bach. 

Forestillingen 

Pippi opføres på den tidligere Skallebølle Skole, Kelstrupvej 84 i Skallebølle, hvor de er plads til 168 publikummer.

Forestillinger fredag den 31. januar kl. 19, lørdag den 1. februar klokken 14 og klokken 19 og søndag den 2. februar kl. 14. 

Teaterskolen Frøbjerg Festspil

Skolens ambition er at skabe et kreativt miljø, hvor børn og unge kan smage på teater, drama og performance. 

Der er plads til alle uanset teatererfaring eller ej.  

Skolen tilbyder hold i alle aldre fra 7-18 år. 

Der er ikke krav om, at deltagerne skal have et bestemt niveau, for det skal være lysten, der driver værket. 

Endelig skal det være sjovt for alle, og så skal der være plads til at eleverne kan udfolde deres evner. 

Skolen arbejder med mimik, stemmer og skuespil, men der er også fokus på at opbygge selvtillid og styrke det sociale sammenhold. Undervisningen byder på sjove dramalege, teatersport og improvisation, og den ser desuden nærmere på, hvordan man påtager sig en rolle og opbygger sin karakter.

I løbet af et år arbejder Teaterskolen hen imod en større musicalforestilling og en mindre showcase.

Kilde: Frobjerg.dk. 

Del denne historie på: