SHREK søsat med den store grønne pensel

Frøbjerg

Det summede af liv og glade dage i Samlingshuset i Frøbjerg, da festspillet holdt intromøde til sommerens store satsning ”SHREK”.

Omkring 80 forventningsfulde folk var mødt frem, skriver Frøbjerg Festspil i en pressemeddelelse, og de mødte en entusiastisk ledelse, der orienterede om alt fra de mange praktiske såvel som kunstneriske opgaver, der lå forude.

”SHREK” er på alle områder en kæmpestor musical – scenografien er fortryllende og magisk, kostumerne er et stort fantasi- og eventyrunivers og maskedelen kræver specielle forkundskaber for at støbe, vedligeholde og påsætte dem undervejs.

Formand Knud Møller sagde det i sin velkomst: 

– Det kræver altid meget at stable vores sommerspil på benene, og det har vores fantastiske frivillige gjort år efter år. Men i år kræver det bare endnu mere, og satsningen er endnu større – men det er også vores drivkraft; at bevæge os ud i ukendt land, at finde nye måder at gøre tingene på, at udvikle os sammen og nyde samværets mange styrker.

Tossede eventyrfigurer i en tosset verden

Efter formandens velkomst, tog instruktør og kunstnerisk leder Carsten Friis ordet. Han indledte med at spørge:  

– Kan man overhovedet tillade sig at tale om noget så banalt som tossede eventyrfigurer, sjov og ballade, skøn musik og tonsvis af grin, når hele verden koger; der er krig i Ukraine, kineserne leger en farlig ballonleg, i USA er præsidenten ældre end forfatningen og knap 50.000 mennesker er begravet i murbrokker i Tyrkiet og Syrien, fordi grådige entreprenører byggede ”tændstikhuse? 

Og han svarede selv; 

– Ja, vi kan ikke tillade os at lade være – for det er netop nu, at vi har brug for et ”frikvarter” fra den vanvittige verden vi er vidne til hver dag i Nyhederne. Vi ønsker alle sammen bedre tider, men bedre tider kommer ikke ved at vi sætter os tilbage og kollektivt er kede af det eller er fortrøstningsløse.

Smilet er fortsat den korteste afstand mellem mennesker, og Frøbjerg Festspil elsker at fremkalde smil og glæde hos både alle dem der medvirker, og selvfølgelig alle dem der kommer og kigger på – og det er netop den fornemmeste opgave ”Shrek” har den kommende sommer.

Familieforestilling

Og så skal man igen huske på, at ”Shrek” IKKE er en børneforestilling – det er i den grad en familieforestilling, der har masser at byde på for både børn / unge og det voksne publikum. Humoren er målrettet alle aldre, og er fint doseret imellem aldersgrupperne.

– Vi har et fantastisk hold igen i år, så vi ser frem til prøvestarten, afsluttede Carsten Friis, før denne ene af scenograferne, Anders Vesterholm, gennemgik den spektakulære scenografi for de begejstrede medvirkende.

Kasper Møller, der skal spille hovedrollen som Shrek, gav smagsprøver på sin stærke stemme, da han sang nummeret ”Mit andet jeg” fra musicalen, hvorefter resten af aftenen gik med måltagning, en snak om prøveforløbet og almindelig hyggesnak mellem de medvirkende.

Det samlede billede er klart; Frøbjergs mange frivillige er klar til at skabe endnu en skøn musical på Højen den kommende sommer, og man glæder sig til at vise ”Shrek” frem for et forhåbentlig stort antal publikummer.

Del denne historie på: