Pottemager: Det ville være lidt pinligt, hvis jeg vandt

Frøbjerg/Tommerup St.

Af Lise Wolf – lw@folkebladet.net

Pottemager Lisbeth Kring Jensen har en god grund til at håbe, at mindst tre kommer i mål, før hun selv gør, når hun søndag 19. juni deltager i løbet “De tre toppe” i forbindelse med kulturfestivalen på Frøbjerg 16.-20. juni.

Hun har nemlig lavet præmierne til de tre hurtigste på henholdsvis halvmaraton-distancen og 8,5 kilometer-løbet foruden medaljer i keramik til samtlige deltagere.

– Jeg er selv en rimeligt habil løber og skal deltage på den korte rute, og det ville være en anelse pinligt, hvis jeg vinder en af mine egne præmier, siger Lisbeth Kring Jensen, der har sit værksted og butik – Den Dybe Tallerken – i erhvervsparken i Tommerup St.

Hun fortæller, at i alt 19 kvinder p.t. har meldt sig til den korte distance.

I alt er 106 (tallet er fra sidste uge) tilmeldt løbet. På den lange distance skal man bestige såvel Frøbjerg Bavnehøj, Brændholt Bjerg og Dyred Banke, så det er ikke nogen let opgave, der venter forude

Del denne historie på: