Nyborg-Lærke danser sommeren i møde

Frøbjerg

Af Henning Frandsen – hf@folkebladet.net

Lærke Enevig Holst fra Nyborg har gået på MusicalTalentSkolen i sin hjemby, og hun har medvirket i flere forestillinger 

på Nyborg Voldspil. I år står den på dans i forestillingen ”Hair” hos Frøbjerg Festspil. 

– Jeg er vant til at bruge meget af min sommer på en scene, og jeg glæder mig til en forestilling med mange fantastiske dansenumre.

Lærke Enevig Holst har medvirket i forestillinger som ”Vi maler byen rød”, ”Cabaret” og ”Pippi Langstrømpe” hos Nyborg Voldspil i både større og mindre roller.

På trods af, at hun kun er 19 år, har hun således optrådt i mange forestillinger i Nyborg. Men sidste år krydsede hun kommunegrænsen og tog til audition på ”Hair” hos Frøbjerg Festspil.

– Når vi spiller på Nyborg Voldspil, bliver vi inviteret til at se de andre festspil på Fyn – derigennem har jeg bl.a. set ”Footloose”, ”Grease” og ”Shrek” på Frøbjerg. Der var et crazy højt niveau, og forestillingerne fangede mig. Jeg har længe ønsket at spille med i ”Hair”, og mine venner har altid talt rigtig godt om Frøbjerg Festspil, så jeg tog til audition på forestillingen, fortæller hun. Lærke Enevig Holst imponerede med sine danseevner og kom med som danser i forestillingen Hair. Og hun var ikke den eneste fra Nyborg, der kom gennem nåleøjet.

Gik på talentskole

– Min kæreste Sebastian Holm og gode ven Josva Jacobsen spiller også med i ”Hair”, og vi har alle tre gået på MusicalTalentSkolen Nyborg. Talentskolen er er et 2-årigt forløb, hvor man bliver undervist i teater, dans og sang af professionelle scenekunstnere. Vi afsluttede i år med musicalen ”A Chorus Line”, som også rummede en masse dans, fastslår hun.

På holdet underviste Heidi Scheibye, Louise Knudsen og Anders Richard Pedersen, der er leder på Kulturskolen i Nyborg.

Lærke Enevig Holst fortæller, at der er audition til det kommende hold på MusicalTalentSkolen Nyborg den 5. juni, hvor hun har lovet at troppe op, så ansøgerne kan møde en tidligere deltager.

– Jeg kan kun anbefale det. Det har været monsterfedt at være på et hold med 12 andre elever med samme interesse. Vi blev alle hurtigt tætte og skabte os et skønt sammenhold, og jeg føler klart, at jeg har udviklet mig, understreger hun.

Hair rammer bredt

Meget af det, som hun har lært, kan hun nu bruge i ”Hair”, der er en forestilling med masser af dans.

– Danseniveauet på forestillingen er rigtig højt, og det er rigtig fedt at blive udfordret. Koreografierne er skabt at vores dygtige koreograf Patrick Terndrup, som er fantastisk. Han har en fed ung energi, og der er altid styr på tingene, siger hun og fortsætter:

– ”Hair” er skøn, fordi den rummer en masse store danse- og kornumre, flotte kostumer og en fed scenografi, men også en alvorlig historie. Den rammer bredt. Jeg har selv set forestillingen flere steder, siger Lærke Enevig Holst, der ser frem til august, hvor ”Hair” skal opføres på scenen på Frøbjerg.

– Jeg er vant til at bruge min sommer på en scene, men jeg har ikke været vant til at have så meget sommerferie, som vi har på Frøbjerg Festspil. Vi har over 4 uger. Det er skønt at kunne kombinere sommeren med både ferie og forestillinger. Men jeg glæder mig virkelig til august, hvor jeg skal lave det, som jeg elsker på en ny stor scene, siger hun.

Efter sommerferien skal hun i 3. g på Nyborg Gymnasium, og hun skal helt sikker optræde igen.

– Ja, planen er da, at jeg vil blive ved med at dyrke min interesse. Jeg har da også en drøm om at kunne leve af at optræde, men jeg ved også, at det er en usikker branche jobmæssigt. Nu skal jeg først blive student, og så må vi se, hvad der sker, siger Lærke Enevig Holst.

Billetter til Hair kan købes på frobjerg.dk, og forestillingen kan ses fra den 8. til den 24. august.

Del denne historie på: