”Lagkagehuset” – et værksted i værkstedet

Frøbjerg

Af Henning Frandsen – hf@folkebladet.net

VELUX FONDEN har støttet en ny afdeling i værkstedet hos Frøbjerg Festspil med 80.000 kr. Afdelingen er blevet døbt ”Lagkagehuset” fordi de frivillige, der bruger det, sætter det sociale samvær højt – gerne med et stykke lagkage og en kop kaffe.

Efter en intens periode med daglige forestillinger på ”Højen” og oprydningen efter Shrek, som samlede ca. 14.500 publikummer, er der nu stille på og omkring Frøbjerg.

Sådan da: For mens de sidste kulisser, stole og meget andet grej er gjort klart og kørt på lager til næste års musical ”HAIR”, er der også blevet tid til færdiggørelse af ”Lagkagehuset” – et værksted i værkstedet.

Teknikken har fået sit eget lager

Her har de frivillige bygget et kæmpe rum med gode tilkørselsforhold – til alt det tekniske. Alt grejet til lys og lyd fylder efterhånden så meget, at der var brug for overskuelig lagerplads. Men også et specielt værksted til de frivillige, hvis primære funktion er ”alt det elektriske”.

”Torsdagsholdet”, som de mange aktive i bygge- og anlægsgruppen” kaldes, har støbt, snedkereret og indrettet – så teknikken nu har fået sit eget lager og værksted i foreningens bygninger i Frøbjerg.

Hvorfor er værkstedet så døbt ”Lagkagehuset” kunne man spørge? Jo – forklaringen er ganske enkelt den, at de frivillige elsker lagkage….. Og der skal jo være plads og tid hygge og en kop kaffe med lagkage – også når man inden længe går i gang med scenen til ”HAIR”, så alt kan være skruet sammen og klar til premieren i august 2024.

Støttet af VELUX FONDEN

At bygge og ny-indrette er jo som bekendt ikke gratis. 

Projektet er realiseret med god støtte fra VELUX FONDEN, der gennem en donation på 80.000 kr. har været altafgørende årsag til at drømmen nu er gået i opfyldelse.

Del denne historie på: