I år skal årets ildsjæl på Frøbjerg kåres
Frøbjerg
8. maj 2025
Af Lise Wolf – lw@folkebladet.net
Frøbjerg Festspil uddeler i forvejen flere priser til frivillige bag festspillet. I år kommer en ny pris til foranlediget af festspillets hovedsponsor.
Ingen tvivl om, at Frøbjerg Festspil altid har sat pris på den skare af frivillige, der gennem årtier har været med til at muliggøre det årlige festspil ved bavnehøjen. Nu indstiftes der også en pris, der hvert år ved afslutningen af festspillet skal kåre årets frivillige.
Indstiftelsen af frivillig-prisen er en direkte følge af, at Frøbjerg Festspil har fået en hovedsponsor – Sparekassen Danmark.
– Uden sponsorer og annoncører ville vores ambitioner om at levere kunstneriske oplevelser af høj kvalitet ikke kunne realiseres. Vi er rigtig glade for den toårige aftale, vi har fået med banken. Vi har ikke tidligere brugt begrebet hovedsponsor, men denne aftale er så markant bedre, at vi har valgt at gøre det, siger formand for Frøbjerg Festspil Knud Møller. Han nævner, at det er et pænt beløb, festspillet har udsigt til i forhold til, hvad det hidtil har fået fra sponsorer, men at banken også får en markant placering på plakater med videre.
Fokus på kulturen
– Vi er sponsor i rigtig mange lokale sportsforeninger. Nu sætter vi fokus på kulturen, siger Claus Lyngbakke, afdelingsdirektør i Sparekassens Danmarks afdeling i Aarup.
– Som et af aftalepunkterne i samarbejdsaftalen vil jeg gerne fremhæve festspillets mange frivillige ildsjæle, som ligger os meget på sinde. Både festspillet og vi brænder for den gode kundeoplevelse. Derfor har vi særligt ønsket, at samarbejdsaftalen omfatter kåringen af “Årets frivillige”, en pris der vil blive overrakt, når forestillingsrækken er afsluttet, siger Claus Lyngbakke endvidere i en pressemeddelelse.
Knud Møller fortæller, at festspillet i forvejen uddeler forskellige priser til de frivillige. For eksempel har det sin egen interne Willemoespris, prisen til årets kammerat med videre. Hvilke kriterier, der lige skal gøre sig gældende for den nye pris, ligger endnu ikke fast.
– Vi synes selv, at Frøbjerg Festspil er et kulturelt fyrtårn. Gennem årene har det repræsenteret en bred vifte af forestillinger, der spænder fra klassiske stykker til moderne fortolkninger udført med professionalisme og passion. Støtten fra Sparekassen Danmark hjælper med til, at tårnet kan blive ved med at rage op, siger Knud Møller.
Festspillets næste forestilling er The Wedding Singer, der har premiere 7. august.
Frøbjerg Festspil er båret af frivillige på og bag scenen, på p-pladserne, i kiosken, systuen med meget mere. I år uddeles en ny pris for til en af de frivillige ildsjæle.



