HAIR svæver elegant over scenen på Frøbjerg
Frøbjerg
Frøbjerg Festspils sommerforestilling ”Hair – The American Tribal Love-Rock Musical” er kommet forrygende fra start på Højen og har rundet de 11.000 solgte billetter, skriver Frøbjerg Festspil i en pressemeddelelse udsendt 18. august.
Forestillingen høster stor anerkendelse og ros fra både publikum og anmeldere, hvor ikke mindst den spektakulære scenografi, koreografien og de stærke spillere/sangere konstant bliver nævnt.
”Musicalen er blevet præcis som vi ønskede det”, udtaler formand Knud Møller og fortsætter: ”Det er for mig en kæmpe fornøjelse af se vores unge mennesker folde sig ud og give den fuld gas hver dag – i al slags vejr. Og så er det skønt med en historie fyldt med fantastisk musik, god humor og lidt at tænke over. Og så gør det os selvfølgelig ekstra glade og stolte, når vi ser den fantastiske omtale, som massevis af publikummer lægger ud på vores FB-side og de øvrige sociale medier”.
Det ser ud som om vejrguderne er med Frøbjerg i den sidste del af spilleforløbet, hvor der loves godt vejr.
”Hair – The American Tribal Love-Rock Musical” spiller frem til d. 24. august – dog med enkelte spillefrie dage i perioden – billetbestilling og yderligere info på www.froebjerg.dk¨
Foto Steen Jansdal