Frøbjerg Festspil har lavet en film til Assens byjubilæum

Frøbjerg

Af Henning Frandsen – hf@folkebladet.net

– Det er en historisk kortfilm, og den hedder ”Porten til Europa”, siger Kirsten Wentzel Hornbak, næstformand i Frøbjerg Festspil, der glæder sig meget til premieren den 11. august på Tobaksgaarden i Assens.

Da Frøbjerg Festspil blev spurgt, om de ville lave noget, der kunne være med til at markere Assens 500-års Købstadsjubilæum, var der flere idéer oppe at vende.

– Ja, det oplagte ville jo være at lave noget teater eller en happening, men jeg foreslog, at vi lavede en film, fortæller Kirsten Wentzel Hornbak. Den idé fik hun grønt lys fra hovedbestyrelsen til at arbejde videre med.

Så hun tog kontakt til forfatteren Peter Storm, der bor i Middelfart, og hun fik ham med på at dykke ned i historien fra dengang for at finde en spændende historie, der med udspring i Assens ville kunne gøre sig på film. Det skriver Frøbjerg Festspil i en pressemeddelelse.

 

Kongens mand

Forfatteren fandt den interessante provst Hans Hansen fra Assens. Han var både kirkens og kongens mand.

– Hans Hansen holdt med den slagne Christian 2 og fulgte ham i eksil. De håbede at kunne genvinde magten i Danmark. Omkring Hans Hansen drejer både den store Danmarks historie sig og lokale historie i Assens sig. Dette stof fra virkeligheden er fascinerende i sig selv. At få det levendegjort er nu sket med filmen “Porten til Europa”. Den port har Kirsten på engageret og målbevidst vis været med til at åbne, så historien i Assens huskes, fastslår Peter Storm.

Men historien i hånden gik Kirsten Wentzel Hornbak til Simone Nørgaard Kruse, der som uddannet dramaturg både kunne lave et manuskript til filmen og stå for opgaven som instruktør. Kasper Orthmann Andersen fra Holy Cow Media påtog sig opgaven som fotograf og klipper på filmen.

– For at finde medvirkende til filmen satte vi en annonce i avisen. Der kom 64 henvendelser og vi inviterede 40 til en audition. Der skulle bruges cirka 30 medvirkende. Til hovedrollen tog jeg fat i Allan Kirkebæk Jensen, som har spillet med i rigtig mange forestillinger på Fyn og som også er med i Frøbjerg Festspil, og han sagde ja til at spille rollen som Hans Hansen, siger hun. 

 

En stor sejr

Når filmen har haft premiere, skal den vises flere gange under fejringen af Assens jubilæum.

– Vi vil vise filmen på Frøbjerg Bavnehøj i et telt, før vi spiller ”Hair”. Det er også planen, at filmen skal tilbydes alle biografer i Assens Kommune gratis. Måske skal den kunne streames og vises på skolerne, siger hun.

For Kirsten Wentzel Hornbak har det været en stor oplevelse at være med til at lave en film.

– Jeg har undervejs mødt skeptiske folk, der ikke troede at det blev til noget. Jeg har ikke på noget tidspunkt følt, at det ikke fungerede. Jeg kunne godt tænke mig at lave noget lignede igen. Jeg lever bedst i modvind, og det er lidt en sejr, at vi fik filmen lavet, understreger Kirsten Wentzel Hornbak.

Kirsten Wentzel Hornbak understreger, at det har været en lærerig proces, og mange gode kræfter har bidraget med arbejdskraft eller økonomiske bidrag. Assens Kommune har givet 75.000 kroner, Velux Fonden, Bryggeriet Vestfyens Fond og Fynske Bank, har i alt bidraget med 190.000 kroner, resten har Frøbjerg Festspil givet. /hef

Foto: Kasper Orthmann Andersen 

Del denne historie på: