Bryllupsklokkerne bimlede over bavnehøjen – det blev et ja

Frøbjerg

12. august 2025

Af Henning Frandsen – hf@folkebladet.net

Stående klapsalver ved premieren på The Wedding Singer

– Godt kæmpet, lød det anerkendende fra festspilformand Knud Møller, da Folkebladets reporter næsten var nået i mål efter at have bevæget sig fra Spisehuset ved foden af bavnehøjen op til amfiscenen, hvor truppen af dansere, sangere og skuespillere lige om lidt – torsdag aften 7. august – ville indtage scenen. 

– Knud Møller er altid god for en vittighed i morfarklassen, som publikum erfarede, da han overlod velkomsthilsenen til borgmester Søren Steen Andersen (V), som takkede de flere hundrede frivillige på og navnlig bag scenen for en kæmpe indsats. Han var sikker på, at der ventede publikum en stor oplevelse. 

Borgmesteren fik ret, for gang brød de mange tilskuere ud i grin og begejstring over løjerne på scenen, som inkluderede situationskomik og skønsang, heftige danse, og hvad der ellers hører sig til, når den står på musical fra de glade 80’ere. 

Stående klapsalver fra publikum rungede over højen, da den sidste sang var sunget og de sidste dansetrin havde lydt. Kort sagt: Bryllupsklokkerne bimlede over Frøbjerg Bavnehøj og det blev til et ja fra publikums side. 

Del denne historie på: