Tid til udplantning i den økologiske besøgshave

Erholm

De frivillige omkring Erholm økologisk køkkenhave har endnu engang været i arbejdstøjet. 

Fredag 26. maj blev der plantet ud i stor stil, så der nu er rosenkål, røde “grønkål”, buskbønner, majs, squash, tomater og græskar på vej. Der blev også sigtet jord og etableret et nyt bed. Det fik pap i bunden, så ukrudt og græs ikke kommer op, planen er, at det skal være til flerårige planter.

Har man lyst til at være med i fællesskabet om haven, er man velkommen til at møde op på en af de planlagte arbejdslørdage mellem klokken 10 og 12.30, man kan også kontakte Hanne Nielsen på telefon 40 91 82 93, hvis man gerne vil vide lidt mere om det på forhånd.

Der er foreløbig planlagt arbejdsdage 3. og 14. juni, 8. og 22. juli samt 3. og 5. august, alle dage klokken 10-13.

Man kan også møde medlemmer af havefællesskabet 23. juni i forbindelse med Skt. Hans på Erholm mellem klokken 15 og 17, på Herregårdenes Dag 20.8. fra klokken 10 og 9. september klokken 10-13, når kalenderen siger Haveselskabets Dag.

Del denne historie på: