En tur i tidsmaskinen

Erholm

Af Henning Frandsen – hf@folkebladet.net

Tre weekender med familievenlige aktiviteter på Erholm Gods anno 1850

Udstiller fem originale kostumer fra Julehjertets Hemmelighed

Hvordan var det at leve og bo i 1850’erne – en verden uden elektricitet, smartphones, biler, højhuse, og hvor heste og stude blev spændt for vogne og markredskaber, mens skibene førte sejl. En på næsten alle måder ganske forskellig tilværelse, fra den vi kender i dag. 

Følger man julekalenderen på DR, får man et indblik i herregårdslivet i 1850’erne, og det gør man også, når man de første tre december-weekender besøger Erholm Gods og Fødevaremarked. 

Erholm Fødevaremarked og Gods frister med et væld af aktivitetsmuligheder: 

Således kan man se fem kostumer fra Julehjertets Hemmelighed udstillet samt et fint dækket julebord, som det så ud i 1800-tallet. Og videre kan man få et indblik i herregårdslivet, som det udspillede sig omkring 1850. 

Dengang var Erholm – hovedbygning som avlsgård et sandt leben med måske et samlet folkehold på 100 eller flere med alt fra karle og piger til skytter, bestyrere, skrivere med mange flere. 

Julemarkedet vil være julepyntet og friste med salg af brugskunst, delikatesser, vin spiritus og gaveartikler. 

I den tilstødende kornlade sælges gløgg og æbleskiver, juledekorationer, pyntegrønt og juletræer. 

Børnene kan opleve et nisselandskab med et gammeldags damplokomotiv. 

I parken kan børn og voksne bl.a. gå på nissejagt, og man kan også se gårdspladsen og kigge ind i herskabshestestalden. 

Åbningstiden er 

Lørdag 3. december: 

klokken 10-16

Søndag 4. december: 

klokken 10-15

Lørdag 10. december: 

klokken 10-16

Søndag 11. december: 

klokken 10-15

Lørdag 17. december: 

klokken 10-16

Søndag 18. december: klokken 10-15

Entre: 

Voksne: 60 kroner

Børn: 5-15: 30 kroner

Børn under 5: gratis

Det lyder som et juleeventyr: Erholm som centrum for Julehjertet

Sneen havde åbenbart væltet ned i nat, kunne Jan Cederfeld konstatere, da han en morgenstund kiggede ned på den snedækkede gårdsplads, så han skuttede sig lidt. 

Indtil det gik op for ham, at det var et snelandskab lavet af et papirprodukt, som skulle illudere, at vinteren var kommet til Erholm  – og at vi befandt os i det herrens år 1850 eller deromkring. I virkeligheden var det det mildt i vejret – og året var 2021. 

– Det er utroligt, som man bliver påvirket af det man ser, siger Jan Cederfeld. 

Det samme gjaldt for skuespillere, der mødte ind om morgenen for at blive sminket og så dukke op igen totalt forvandlet til nisser og dværge. 

Jan og Trine Cederfeld fortæller Folkebladet om at de uger, hvor produktionsselskabet Mastiff brugte Erholm som kulisse til at optage dele af årets DR-julekalender ”Julehjertets hemmelighed”. 

Inden det kom så vidt, havde Mastiff været på research-rejse til en række godser for at finde et, der kunne bruges som kulisse til Julehjertets Hemmelighed, der foregår i 1850. For at sikre, at plottet foregår i historisk korrekte rammer, havde Mastiff i øvrigt allieret sig med en konsulent fra herregårdsmuseet Gl. Estrup. 

Gårdsplads og hestestald

– Når valget faldt på os, er det fordi, Erholm blev opført og parken anlagt på det tidspunkt, og ikke har undergået de store forandringer siden da, fortæller Jan Cederfeld.

I førstesalen er stikkontakter og radiatorer blændet af, for der var ikke el dengang, ligesom rumopvarmningen foregik med kakkelovne. Udover det har Mastiff blot flyttet rundt på nogle af møblerne, fortæller Jan Cederfeld.

Gårdspladsen er også blevet flittig brugt, og det samme gælder den gamle hestestald, hvor der så blev opstaldet heste, hvilket længe ikke havde været tilfældet.  

Optagelser fra klokken 6

Det var ikke uden betænkeligheder, at Trine og Jan Cederfeld sagde ja til, at Erholm kunne bruges som kulisse. Hvilket indebar, at en stor gruppe mennesker – i alt nok omkring 75 – invaderede godset fra klokken 6 om morgenen til klokken 20-22 på de fem hverdage. 

– Vi var da bekymret for, om der skulle ske noget ved vores hjem, som vi har passet meget på, så jeg vil da ikke afvise, at Mastiff kan have syntes, vi var lidt for irriterende indimellem, siger Trine Cederfeld. 

Det har nu næppe været tilfældet, for Mastiff har også i år brugt Erholm – dog især parken – til optagelse af opfølgeren på Julehjertets Hemmelighed, nemlig Troldehjertets hemmelighed, der vises til påske næste år. 

Selv om Trine og Jan Cederfeld har et førstehåndsindtryk af optagelserne af Julehjertets hemmelighed, har de dog ikke nogen videre fornemmelse af handlingsgangen. 

– De fleste af optagelserne foregik i dagtimerne, hvor vi begge havde vores arbejde at passe. Og når vi ind i mellem overværede optagelserne, var det almindeligt, at den samme scene blev optaget igen og igen, fortæller Trine Cederfeld. 

Del denne historie på: