Nu kan de nye legeredskaber bare komme an
Ebberup
2. april 2022
Af Lise Wolf – lw@folkebladet.net
Ebberup fik ikke bare taget første spadestik til hele byens nye lege- og fitnessområde i lørdags,
frivillige kræfter sørgede også for, at alt nu er klar til opstilling af alt det nye.
I løbet af bare ti måneder lykkedes det trekløveret Gitte Christiansen, Ebberup Fitness, Karen Lise Andersen, viceskoleleder og Kristina Gisselmann Hansen, formand for Fællesbestyrelsen ved Ebberup Skole, Børnehave og Vuggestue at samle små tre mio. kroner ind til projekt Fra lille til stor – Ebberup gror, og lørdag kom den store dag, da spaden skulle i jorden.
Det symbolske spadestik tog borgmester Søren Steen Andersen sig af. På det tidspunkt var de store maskiner fra Lonico og Ebberup Vognmandsforretning som støtte til projektet i fuld gang med at grave ud til den nye multibane og fitnessområdet.
– De blev ved til klokken 20, og søndag klokken 12 var de færdige med det hele, fortæller Kristina Gisselmann Hansen.
– Det var helt fantastisk. Vi havde til gengæld bagt masser af morgenboller, pizza og sandwich, tilføjer hun.
En del lokale overværede første spadestik, og hele weekenden kom folk til for at følge det fremadskridende arbejde.
4. april går Kompan i gang med at sætte legeredskaberne op, og legepladsen forventes at kunne godkendes i maj.
Selv om redskaberne står på skolens område, så er de som nævnt tiltænkt alle i Ebberup. Skolen har planer om at bruge området, når der en gang om ugen er udeskole for indskolingsklasserne, og der indrettes små “rum” til udeundervisning. Og når børnene bare tror de leger, tænker de slet ikke over, hvor mange kropslige udfordringer, der er tænkt ind i de enkelte redskaber, som træning af balancen og øjenkoordination, når de rutsjer.
Støttekoncert
For at fuldende projektet holdes der 10. april en støttekoncert. Det sker på initiativ af Kathrine K. Andersen og Andreas Hougaard, der selv har børn, der får glæde af projektet. De har stablet en koncert på benene med highlights fra diverse musicals. Her optræder Kathrine K. Andersen selv sammen med andre musicalsangere. Billetterne koster 100 kroner, og overskuddet går ubeskåret til Fra lille til stor – Ebberup gror.
Hvad er der da ellers brug for penge til, tænker du måske? Jo, det hele skal fuldendes med beplantning.