En fest for alle dem, der gør en hel masse for os andre

Ebberup

Af Lise Wolf – lw@assens.dk

Fredag var dagen for den årlige fest, hvor aktive medborgere i Assens Kommune hyldes.

Fredag aften var der fest i Ebberuphallen. Det var den årligt tilbagevendende begivenhed, hvor foreninger og borgere, der er med til at gøre en forskel for andre i Assens Kommune er inviteret til spisning, sang og musik og ikke mindst en stribe priser for en bemærkelsesværdig indsats.

Efter den indledende fællessang var der uddeling af priser til foreninger, enkeltpersoner og til sportsudøvere, der i årets løb har opnået større resultater.

Borgmesteren af Skalbjerg

Hjemme i Skalbjerg kaldes han af nogle børn for “borgmesteren”. Man kan da næsten heller ikke undgå at lægge mærke til Bjarne Stenhøj Hansen, modtager af årets Du gør en forskel-prisen, så meget er han engageret i i sit lokalområde.

Han er formand for Skalbjerg Boldklub, har været med til at starte spinning i det regi og finder også tid til at tage en tjans som instruktør flere gange om ugen. Han har været med til at starte Skalbjergs fitnesscenter, har hold i junglesport. Men det stopper ikke ved byskiltet.

Bjarne Stenhøj Hansen er også med i bestyrelsen i Vissenbjerg Idræts- og Kulturcenter, i lokalrådet, i Folkeoplysningsudvalget og en uge af sin sommerferie bruger han på fodboldskole i Skalbjerg, endelig er han med i SSV Højfyn-udvalget.

Alle steder deltager han med et stort stykke arbejde og engagement, altid glad og positiv og god til at se muligheder i stedet for begrænsninger, lyder det i indstillingen.

Plads til alle i BK Vestfyn

BK Vestfyn, der opstod på resterne af Brahesholm Boldklub i 2017, er altså kun fem år gammel og har allerede gjort sig fortjent til prisen som Årets Forening. Foreningen fremhæves i indstillingen for et sammenhold ud over det sædvanlige, for sin maskot Tubi, der deltager i mange velgørenhedsarrangementer og gerne dukker op til festlige lejligheder som bryllupper og børnefødselsdage.

Udover et old boys-hold har klubben netop også startet et børnehold, som har god opbakning. Det udmærker sig ifølge indstilleren ved at tage godt i mod mange, der ikke har følte sig velkomne i de store klubber.

Handicapprisen til

Ebberup IF

Handicapprisen gik denne gang til Bo Hartmann fra Ebberup Idrætsforening for hans indsats for at skabe et håndboldtilbud for handicappende.

Bo Hartmann, der er formand for foreningens boldafdeling havde hørt om Lykkeliga, som netop er håndbold for handicappede og begyndte i februar 2021 at dele flyers ud og dele ideen på Facebook, et trænerteam bestående af Brian Juul Hansen, John Jacobsen og Maria Rendbæk Knudsen var med på ideen.

I dag spiller 13 medlemmer i Ebberup Hallen og de deltager i stævner rundt omkring.

Var selv bruger – nu hjælper hun andre

Mirjam Clement Svendsen er selv tidligere bruger af Psykiatricentret, i dag står hun i spidsen for Tirsdagshjørnet, en café drevet af frivillige samme sted. For det modtog hun fredag aften Medborgerprisen.

Hver tirsdag tager hun imod borgere med psykisk sygdom, med det for øje, at hver enkelt skal føle sig velkommen, set og hørt.

Mirjam er med til at bane vejen og give håb og drømme til andre medborgere. 

Når vi spørger dem, som kommer i Tirsdagshjørnet, er svaret: Mirjam og fællesskabet giver noget, som det professionelle ikke kan give i samme grad, lyder det i indstillingen. Caféen bygger på en erfaring, hvor forståelsen og empatien sker ud fra mødet mellem mennesker, der selv har prøvet livet med psykisk sygdom og eller -sårbarhed.

Undervejs var der underholdning ved Unico, det lokale band, der i 2019 vandt Handicap Grand Prix, før Pernille Højmark med trio sørgede for en festlig afslutning.

Priser til idrætsudøvere

En række idrætsudøvere blev hædret for særlige resultater

Vissenbjerg Skytteforening

Jan Rosenlund, Benny Jensen, Kennet Andersen og Martin Tyllesen: 

Danmarksmestre Landsdelshold i 

forskellige discipliner.

Vissenbjerg Bred Motor Klub

Dimitri Buch, Jacob Jensen, Nilas Stjernegaard Olsen og Nicklas Bager, DM for hold, speedway 1. division 85 cc.

Tino Stjernegaard Olsen, Agnes Weis Nielsen, Valdemar Torp, Magnus Bonde, Joey Stage og Jacob Jensen, DM for hold 3. division 85 cc.

Tommerup Motocross og Speedwayklub

Nicolaj Meldgaard, Fynsk Mester og nr. fire i DM, Motocross, Nicolai Mikkelsen, Fynsk mester, Motocross, Malte Jensen, Fynsk Mester og nr. to ved DM, Motocross, Matias Stigsen, DM og Fynsk Mester i Speedway og Fynsk Mester i Motocross.

Vestfyns Judo og Selvforsvar

Maja Janiszewski, DM, judo ungdom, Emil Lund Madsen, DM judo ungdom

Assens Petanque Klub

Kim Nylandsted, Jens Brøchner Hansen og Henning Emdal, Fynsmestre, 

petanque triple Henning Emdal ligeledes i petanque single.

Del denne historie på: