Ebberup får en rekreativ skov til gengæld for solcellepark

Ebberup

Af Lise Wolf – lw@folkebladet.net

Ebberup Vandværk skulle alligevel rejse skov for at beskytte grundvandet, med solcellepenge bliver skoven offentligt tilgængelig.

Ingen tvivl om, at det langt fra var populært hos alle omkring Ebberup, da Better Energy for nogle år siden, påbegyndte planlægningen af en solcellepark lige uden for byten.

Trods protester blev solcelleparken realiseret, og nu kan borgerne i Ebberup og andre med hang til udflugter i det grønne, kan se frem til, at et nyt udflugtsmål i form af en bynær skov ad åre vil vokse op.

Solceller eller ej var skoven kommet alligevel, men med 550.000 kroner fra en grøn pulje på i alt 1,76 mio. kroner, som er en direkte følge af, at Ebberup Solcellepark nu er tilsluttet elnettet, bliver skoven forsynet med stier og et shelter, bord- og tænkesæt, fuglekasser, frugttræ- og dermed offentligt tilgængelig og publikumsvenlig.

Det er Assens Kommune, der administrerer puljen og bestemmer, hvad der skal til for at få del i den.

Byrådet har således besluttet, at pengene kan anvendes til anlægsprojekter, der styrker landskabelige og rekreative værdier, fremmer biodiversitet og fører til øgede naturværdier og fremmer grøn og bæredygtig omstilling.

Kun en ansøger fik del i puljepengene

Der kom fire ansøgninger til puljen, men kun den ene slap igennem nåleøjet.

Det var en ansøgning fra Ebberup Vandværk. Vandværket søgte om 1,7 mio. kroner, som skulle bruges til jordkøb for 1,4 mio. kroner samt publikumsfaciliteter og biodiversitetstiltag for 550.000 kroner. Foruden at skabe et lokalt udflugtssted skal skoven også fungere som grundvandssikring. Byrådet var dog kun indstillet på at bidrage med de 550.000 kroner til den rekreative del af projektet.

Men skoven skal nok blive til noget alligevel, forsikrer Hans Jørgen Hvid Larsen, der er formand for Ebberup Vandværk.

– Det her startede længe før den grønne pulje. Vi skulle lave BNBO’er (boringsnære beskyttelsesområder red.), men de ville komme til at ødelægge jorden for de to landmænd, derfor ville vi i stedet købe de to matrikler og lave fredsskov, men uden publikumsfaciliteterne, forklarer Hans Jørgen Hvid Larsen. Vandværket havde også sikret sig muligheden for at låne penge til købet.

Dyrere vand

Anbefalingen fra administrationen var at tildele vandværket 1,58 mio. kroner af den grønne pulje, så der også var et beløb til selve skovrejsningen, men politikerne reducerede altså det beløb til 550.000 kroner, til biodiversitet og publikumsfaciliteter.

Fra vandværkets side havde man håbet også at få penge til jordkøb, mens man regnede med støtte til beplantning fra Klimaskovfonden.

At vandværket nu skal ud at låne en mio. kroner betyder, at Ebberup-borgerne godt nok får en skov, men de kommer også til at betale 500 kroner ekstra om året for at få den.

Borgermøde

De øvrige ansøgninger, som ikke opnåede tilskud var fra Aa Strand Grundejer- og Beboerforening, der ønskede at renovere badebroer, fra Øxnebjerg Mølles Bevaringsfond, der søgte 200.000 kroner til renovering af møllen og fra en privat grundejer, der ønskede at nedrive en gyllebeholder og plante læhegn på egen grund og langs Ravnekærvej.

Med godt 1,2 mio. Kroner tilbage i puljen er det planen at indkalde til et borgermøde inden anden ansøgningsrunde. Miljø-, Teknik- og Planudvalget vil også gennemgå retningslinjerne for tildeling af midler fra puljen med henblik på en bredere anvendelse.

Del denne historie på: