Charlotte Kjær stopper i Assens Byråd
Når det nye byråd tager over i januar 2022, bliver det uden af et af de mest garvede medlemmer. Socialdemokraten Charlotte Kjær, der til den tid vil kunne se tilbage på 16 år som byrådsmedlem, har besluttet ikke at genopstille.
Og det er der flere grunde til.
- Jeg vil gerne slå fast, at beslutningen handler om, at jeg de senere år har udviklet min virksomhed, Charlotte Kjær Adminstration & Regnskab, fra blot at være mig selv til i dag at have seks medarbejdere. Og det kræver mere tid på kontoret – på den gode måde. Samtidig har jeg mange store og spændende opgaver rundt i landet, der kan udfordre planlægningen og prioriteringen af tiden til det politiske.
- Jeg har så sammen med min familie besluttet, at nu vil jeg prioritere fritiden med familie, venner og mig selv, siger Charlotte Kjær.
- Så derfor er det nu tid til at overlade pladsen til en ny kandidat, der kan få gode og spændende opgaver i det politiske landskab her i Assens Kommune.
- Jeg vil gerne sige tak til alle, der ved de fire kommunalvalg har givet mig deres stemme. Jeg er meget ydmyg og stolt over Jeres store opbakning, siger Charlotte Kjær.
For hende har det været en periode, som har beriget hende med oplevelser hos og samme med borgere rundt om i kommunen.
Charlotte Kjær sender også roser til nuværende og tidligere politikerkolleger fra alle partier samt til de mange medarbejdere som hun har mødt i kraft af sit byrådsarbejde.
- Når jeg ser tilbage på snart 16 år i kommunalpolitik, er der fantastiske opgaver at tænke på – her kan nævnes gennemførelse af halstrategiplanen, velfungerende Folkeoplysningsudvalg, lokalrådsmodellen, budget i balance, uvisiterede tilbud på socialområdet og demografiregulering på ældreområdet – og de seneste som er tæt på at blive rullet ud, nemlig Plustid og nye daghjemsformer. Jeg kunne nævne meget mere – men disse er blot dem, der lige popper frem, siger Charlotte Kjær.