Skal – skal ikke – medlemmerne skal beslutte køb af Rytterskolen

Brylle

Af Lise Wolf – lw@folkebladet.net

Assens Kommune sælger i disse år ud af sin bygningsmasse. En af de bygninger, den ikke vil have længere er Rytterskolen i Brylle. 21. september er der ekstraordinær generalforsamling.

Kan en lille forening med 120 medlemmer, der hver p.t. betaler et årskontingent på 40 kroner overtage Rytterskolen i Brylle og dermed drift og vedligeholdelse af den 300 år gamle bygning?

Ja, det er i hvert fald, hvad bestyrelsen lægger op til, når den 21. september kalder til ekstraordinær generalforsamling med det ene punkt – overtagelse af Rytterskolen.

Assens Kommune satte for nogle år siden gang i en udrensning i antallet af kommunalt ejede kvadratmeter, og Rytterskolen var en af dem, der kom på listen over bygninger, den ville skille sig af med.

Siden har bestyrelsen for Rytterskolens venner arbejdet ihærdigt på, at det ikke skulle ske, men forgæves. Når det er sagt understreger Lone Akselsen, der både sidder i bestyrelsen og i byrådet, at der har været en god dialog med kommunen om en løsning for fremtiden.

Symbolsk salgspris

Det har nu resulteret i tilbuddet om overtagelse af bygningerne for et symbolsk beløb. Salget blev vedtaget på den lukkede del af byrådsmødet i sidste uge og skal altså nu behandles i foreningen.

– Vi har haft nogle møder med kommunen om betingelserne for, at en lille forening som vores kunne overtage bygningerne. Kommunen har sørget for at indlægge fjernvarme i stedet for gas, det betød noget for os som forening, siger Lone Akselsen, men der er også større vedligeholdelsesarbejder der venter forude.

Betingelserne indebærer blandt andet, at Rytterskolen ikke må blive en konkurrent for forsamlingshuset og fritidscentret, og at det skal forblive et kulturhus til gavn for lokalsamfundet.

Lone Akselsen medgiver, at det bliver en udfordring for en lille forening af skulle klare drift og vedligeholdelse af den gamle bevaringsværdige bygning. Men vi tror på, at det kan lade sig gøre, siger hun.

Højere kontingent

Huset har en basisindtægt i form af lejeindtægter fra Lokalhistorisk Arkiv på 25.000 kroner og har derudover planer om at rengøringen, en udgift på 30.000 kroner, fremover skal varetages af frivillige samt at sætte kontingentet for såvel enkeltmedlemmer som foreninger lidt op.

– Vi foreslår at sætte kontingentet for enkeltmedlemmer op fra 40 til 75 kroner. Det er ikke det, der redder økonomien, men det giver lidt ekstra, vi vil heller ikke skræmme nogen væk, forklarer Lone Akselsen.

– Der er noget, der kan skrues på, men også nogle udgifter vi ikke kan få dækket via medlemsskaber, så der ligger også et stort arbejde foran os i forhold til at søge alt det, vi kan af fonde til vedligeholdelsen, tilføjer hun.

Fra kommunen vil der fremover ikke være nogen støtte ud over de puljer, der kan søges på lige fod med alle andre.

Brugen skal øges

I øjeblikket bruges huset tre-fire gange om ugen til filmaftener af og til et foredrag, gymnastik, generalforsamlinger og møder. Medlemmer kan låne huset, når bare det afleveres i pæn stand igen.

– Vi skal til at være kreative for at få øget brugen, hvis generalforsamlingen siger ja til købet. Måske kan vi få flere foreninger til at bruge huset. Det kunne være en strikkeklub, en bogklub og lignende. Vi har lokaler, vi kan indrette hyggeligt med sofaer og borde, siger Lone Akselsen.

Det er tanken at indkalde til et borgermøde senere for at generere endnu flere ideer, forudsat naturligvis, at generalforsamlingen siger god for købet.

– Det er ikke den udgang, vi kæmpede for, men vi tror på det, vi vil gøre en indsats for, at det kan lade sig gøre. Det er et hus, der betyder noget for landsbybilledet, både arkitektonisk og som et hus mange har glæde af, påpeger hun.

Rytterskolen

Rytterskolen i Brylle er fra 1723 og en af i alt seks i Assens Kommune efter loven om rytterskoler fra 1721.

Bygningen har været i offentligt eje lige siden og er i årenes løb blevet udvidet.

Der var skole helt frem til 1963.

Herefter var der fra 1966 til 2003 bibliotek, indtil det blev flyttet til Brylle Skole.

I dag er huset et lokalt kulturhus.

Lokalhistorisk Arkiv for Tommerup, Verninge og Brylle lejer sig ind.

Huset bruges desuden til film, foredrag, gymnastik, møder og generalforsamlinger.

Assens Kommune har besluttet at sælge bygningen på linje med en stribe andre kommunalt ejede bygninger blandt andet den tidligere Bred Skole, der også har fungeret som lokalt kulturhus.

Del denne historie på: