Lav dine egne forårsblomster – uden at få jord på fingrene
Brylle
15. februar 2022
Af Lise Wolf – lw@folkebladet.net
Krokus, vintergæk og påskeliljer – i crepepapir – står på programmet for den workshop, Verninge Husflid indbyder til i Huset i Brylle (ved siden af Brylle Skole red.) lørdag 26 februar klokken 10-16.
Der arbejdes i et særligt formbart italiensk crepepapir, som kan strækkes ud i 250 procents længde og dermed bliver meget tyndt og fint – perfekt til små sirlige forårsblomster.
Som deltager i kurset skal man selv medbringe en spids papirsaks og en limpistol, hvis man har en. Crepepapiret kan man enten selv tage med eller vælge at købe hos underviser Sasia Ingvartsen.
Tilmelding skal ske på www.verninge.husflid.dk.