Jeg har fået min identitet tilbage
Brylle
9. april 2021
Af Birgitte Alm, Jobcenter Assens
Stina Risager Jørgensen fra Brylle var ved at miste modet efter to års frugtesløs jobsøgning. En flytning bragte hende til Jobcenter Assens og det nye tilbud, Aktiv Jobsøgning, og pludselig viste den helt rigtige jobåbning sig.
– Jeg mødte en underviser, der gav mig lysten til at give det et nyt skud, en virksomhedskonsulent, der bare så mig, og blev præsenteret for den helt rigtige virksomhed, fortæller Stina begejstret.
– Man er lidt identitetsløs som ledig, så jeg føler, jeg har genfundet min identitet, og så er det fantastisk at vågne om morgenen og glæde sig til at komme afsted, fortæller hun smilende.
Familie frem for karriere
– I 2012 færdiggjorde jeg min erhvervsuddannelse som indkøber suppleret med en professionsbachelor i Retail Design, begynder Stina Risager Jørgensen sin fortælling. – Nogle måneder inden eksamen blev jeg gravid med mit første barn, så det var lidt svært at starte min nye karriere med en barsel lige om hjørnet. I stedet arbejdede jeg fuldtids på mit studiejob på cafe frem til barslen. Da jeg igen blev jobsøgende, var det svært at komme inden for branchen, så for at komme i gang tog jeg et job som butiksassistent i en dametøjskæde. Samtidig startede min datters far restaurant, så jeg helligede mig familielivet og satte karrieredrømmene på pause. Jeg blev der i fem år, og selvom de tilbød mig flere muligheder for mellemlederstillinger, brugte jeg ikke min uddannelse, som jeg gerne ville. Samtidig fungerede butikstiderne skidt med hjemmefronten. Jeg genovervejede min situation i barselsperioden med mit andet barn, og da jeg kom tilbage, føltes det bare helt forkert, fortæller Stina ærgerligt.
Besluttede mig for et brancheskift
– I februar 2019 besluttede jeg mig for et brancheskift for at komme til at lave noget, der gav mening for mig, fortsætter Stina.
– Jeg undersøgte mulighederne for kontoruddannelsen, og tog en EUX for studenter med ønsket om at blive voksenelev. Jeg søgte aktivt elevstillinger både som kontorelev og lægesekretær, men der skete ikke noget. Så kom Corona og satte alt på stand by. Jeg tjekkede alt, hvad der var af opslag samtidig med jeg hjemme-skolede min ældste datter. I sommerperioden blev der lukket lidt op, men i samme periode valgte min kæreste og jeg at gå fra hinanden, så der skete ikke så meget i jobsøgningen, indrømmer Stina forlegent.
– November 2020 flyttede jeg tilbage til Brylle, hvor jeg kommer fra, og blev tilknyttet Jobcenter Assens – og så skal jeg love for der skete noget, bemærker hun med et smil.
Anne Sofie var sprudlende og entusiastisk
– Min nye jobvejleder spurgte mig til allerførste samtale, hvordan det da kunne være, en profil som mig kunne gå ledig så længe. Da havde jeg været ledig i omkring to år, og det går altså ud over både motivationen og selvtilliden, understreger Stina.
– Når man får at vide ens materiale er godt, begynder man at tænke; jamen er det så mig, der er grunden til, jeg ikke får job? Jeg fik adgang til Candeno; et online jobsøgningsværktøj, hvor jeg fik super feedback på min ansøgning og mit CV. I slutningen af februar ringede Anne Sofie Fraenkel til mig, og tilbød mig en plads på det nye tilbud, Aktiv Jobsøgning. 14 dages intensivt kursus for jobklare ledige over 30. Hun var så sprudlende og entusiastisk, og det smittede mig, smiler Stina og tilføjer; Jeg tænkte bare; nu sker der noget.
Netværk er overraskende vigtigt
– Aktiv Jobsøgning var super godt, erklærer Stina.
– Ud over gennemgang af CV og ansøgning er der også mulighed for sparring blandt deltagerne, og så kommer der forskellige indslag ude fra. Det gjorde stort indtryk på mig, da vi havde besøg af en virksomhedsejer, som fortalte, hvor mange der faktisk bliver ansat via netværk frem for stillingsopslag, fremhæver hun.
– Vi fik også besøg af virksomhedskonsulent, Martin Wils, der blandt andet holdt oplæg om elevatorsamtalen. Efter oplægget var der lige et par stykker han ville snakke med individuelt, for han havde kigget vores CV’er igennem og havde nogle ideer. Han ville bl.a. ringe til mig.
Jeg gik fra samtalen med et jobtilbud
– Martin Wils kunne huske mig fra den cafe, jeg arbejdede på i min studietid, og mente slet ikke jeg pralede nok med mine kompetencer på mit CV, griner Stina.
– Han havde i øvrigt tre virksomheder, jeg skulle prøve at ringe til, og især 4PX Express i Fredericia, der manglede en på kontoret på deltid. Jeg ringede samme torsdag, og efter en rigtig god samtale bad de mig komme til Fredericia om fredagen. Vi havde endnu en rigtig god samtale, og den sluttede af med at Udo Frandsen, som leder virksomheden, sagde han kunne mærke, jeg var det helt rigtige match. Han tilbød mig en stilling som speditørelev.
Brikkerne faldt simpelthen på plads, for en uddannelse som speditør, ligger i god tråd med min indkøber-uddannelse. Jeg skulle lige være sikker på, jeg kunne få det til at fungere med to børn, men der er så mange ting omkring jobbet, der er fleksibelt, så det kan sagtens hænge sammen. Jeg ringede til Udo og takkede ja om lørdagen – og startede mandag d. 8. marts. En kollega skulle på barsel, så vi nåede lige 14 dages intensiv oplæring imens skolepapirerne faldt på plads, smiler Stina.
Jeg er landet det helt rigtige sted
– Jeg har fået min arbejdsidentitet tilbage og vågner hver dag med arbejdsglæde og glæder mig til at tage af sted til Fredericia. Det er et bredt fag med mange regler og detaljer, og jeg synes det hele er super spændende. De andre har stor erfaring, og det har jeg kæmpe respekt for. Vi er et lille kontor med rigtig god humor og stemning, og der er en fantastisk entusiasme for faget, fastslår Stina.
– Jeg er så taknemmelig for, at Anne Sofie smittede mig med sin entusiasme, at Martin bare så mig og skabte forbindelsen til 4PX Express – og for at jeg nu er landet i denne her fantastiske virksomhed, slutter hun storsmilende.