En Land Cruiser var deres hjem i 10 måneder
Foredrag i Brylle Sognehus torsdag den 2. maj klokken 19
I 10 måneder var en Land Cruiser hjem for Anne Arndt og Thomas Flensted-Jensen, da de sagde deres faste jobs op som henholdsvis journalist og fotograf for at drage på eventyr og læring om et område i verden, som de færreste kender til.
Turen gik gennem Europa og Tyrkiet til Mongoliet via Georgien, Armenien, Usbekistan, Tadsjikistan, Kirgisistan, Kasakhstan og Rusland.
Den tur fortæller de om ved et foredragsarrangement i Brylle Sognehus torsdag 2.maj klokken 19.
De fortæller om landenes kultur og historie med udgangspunkt i deres egne billeder og videoer, oplevelser og personlige anekdoter. De kom tæt på lokalbefolkning på en helt anden måde end ved turistrejser…
Eventyr og oplevelse ude i verden ligger i blodet hos Thomas Flensted-Jensen, som er barnebarn af den tidlige sognepræst i Brylle, Jørgen Flensted-Jensen, som selv med sin familie har haft mange udstationeringer og oplevelse både i Afrika og Canada.
Brylle Kirkes menighedsråd er aftenens arrangør. Der er gratis entre./