Midtergyden i Barløse når man til ad flere småveje, og nogle vil mene, man er kommet langt ud på landet, når man når frem til nummer 11, men Saele Prina, 16-årig gymnasieelev fra Piemonte i det nordvestlige Italien, opfatter det ikke sådan.

Han er heldig at kunne køre med naboen til Vestfyns Gymnasium, hvor han går i 2. g, og når det ikke lader sig gøre, ja så skal han gå i fire minutter ad landevejen, før han når ud til den vej, hvor bussen på 40 minutter kører ham i skole. Det er lidt værre, når han skal hjem. Der skal tre busser til.

Han er selv fra den lille by Baceno i det nordvestlige Italien, tæt ved den schweiziske grænse med blot 1000 indbyggere, så han er ikke vant til store forhold, selv om den nærmeste større by med 20.000 indbyggere er inden for rækkevidde

Herude på Midtergyden har Claus Rud Larsen, åbnet sit hjem for ham, og de to lader til at gå godt i spænd. Omgangstonen er let, og der er plads til godmodige drillerier.

Samtalen foregår på engelsk, som Saele behersker næsten som en indfødt. Det har han lært, fortæller han, fordi han laver musik på computeren og for at lære det har lyttet til mange engelsksprogede instruktioner på Youtube. Sværere er det med det nye sprog.

Musikken fortsætter han med at producere på sit værelse i Barløse. Men han er også særdeles aktiv tennisspiller i Assens. Ja det er blevet til så meget, at han allerede tænker på at drosle ed.

– Jeg er så træt

Når vi mødes næste gang – til december – har vi aftalt, at interviewet foregår på dansk….

Lige nu begrænser hans danskkundskaber sig til: “Jeg er så træt”. “Jeg savner min seng” og “Jeg er sulten”, fortæller Saele med et smil.

For det er lidt hårdt at komme igennem en skoledag, hvor man ikke forstår meget af, hvad der foregår i timerne og at lære et sprog, der set med hans øjne udtales helt anderledes, end det skrives. Der er ikke noget danskkursus med i pakken. Vil man lære sproget, er der ikke andet at gøre end at springe ud i det.

– Er der noget, jeg savner fra Italien, er det, at lektionerne i skolen kun er på 50 minutter og ikke som her på halvanden time, siger han.

– I lever et bedre liv

Ellers har Danmark indtil videre efterladt sig lutter positive indtryk hos den unge italiener, der også var fast besluttet på, at han ville nordpå.

– Alle vil til Canada eller USA, jeg ville noget andet og kiggede også lidt på Corona-situationen og det så ud til, at jo nordligere jo bedre. Ville egentlig have været til Norge, men det var ikke muligt.

– Set fra mit sted er Skandinavien fantastisk. Jeg synes, folk er meget åbne. jeg får godt nok at vide, at danskere er lukkede, men det oplever jeg ikke, og I er meget mindre fordomsfulde, end Italienere er. I er mere afslappede. I Italien dømmer folke andre. I Italien taler nogle i samme klasse ikke engang med hinanden. Her taler alle med hinanden, siger Saele, der også oplever danskerne som mindre stressede.

– I lever et bedre liv her, konstaterer han.

Druk for hyggens skyld

Saele var inden sin ankomst blevet forberedt på drikkekulturen blandt unge, som adskiller sig noget fra andre lande.

– Men jeg blev ikke chokeret. De drikker jo ikke bare, men for at “hygge” siger, siger han på sit bedste dansk. Selv har han ikke lov til at drikke under sit udvekslingsophold, men han har været til fest, fortæller han.

Skal han sætte fingeren på noget, så er det spaghetti med ketchup og røde pølser. Det er ikke faldet i smag hos ikke den unge mand fra landet med de stolte pastatraditioner. Han er i øvrigt er overrasket over, at der er så mange italienske restauranter i Danmark. Sammen med Claus Rud Larsen er han godt i gang med at prøvespise sig gennem de fynske af dem for at kåre den bedste. I de fleste tilfælde vender han tommelfingeren opad for deres pizzaer, mens pastaretterne efter hans mening varierer mere i kvalitet. Førende er i øjebliket restaurant Marcantonio i Odense.

Når vi lige ser bort fra spaghetti og ketchup er samle også blevet præsenteret for danske retter, som han rigtig godt kunne lide. Her nævner han for eksempel stjerneskud og karbonader.