Vinterbadehus indviet i sne og frost

Assens

10. januar 2026

Af Lise Wolf – lw@folkebladet.net

Over 150 mennesker deltog, da Assens vinterbadere efter års arbejde 2. januar indviede deres nye sauna- og omklædningsfaciliteter

Termometeret stod på frostgrader, og sneen dalede, mens der blev holdt taler. Det kunne næsten ikke være bedre på en dag, hvor vinterbadehuset med sauna og omklædningsfaciliteter skulle indvies

– Det var som bestilt af Vorherre – rigtig smukt, siger Helle Juel, der som formand for Assens Vinterbadere stod for den ene af dagens taler og så tilbage på et projekt, der ikke altid havde været lige nemt, men som dog havde mødt masser af velvilje undervejs

– Igennem flere år var vi mange vinterbadere, som drømte om et sted at klæde om. Bare et lille skur, et tag over hovedet og en lille bænk, hvor vi kunne opbevare vores tøj tørt, mens vi badede i Lillebælt. Vi har fået tag over hovedet, varme i gulvet, brusebad og sauna med udsigt. Vi er glade og taknemmelige og vil passe godt på vores hus.

– Skulle vi gøre os forhåbninger om, at noget skete, var en forening vejen frem. Vi stiftede Assens Vinterbadeforening 28. februar 2022, sagde Helle Juel blandt andet.

Året efter var foreningen vokset betragteligt, og arbejdet med fondsansøgninger gik i gang. Der skulle skrabes to mio. kroner sammen for bare at kunne realisere drømmen om ikke bare et badehus. Med i planerne var også en ny badebro og en boardwalk dertil fra badehuset, så faciliteterne kunne blive tilgængelige for alle. Sidste del har Assens Kommune siden påtaget sig at stå for.

– Der var mange hurdler på vejen til at indsamle så mange penge til et lille badehus, men også en masse fantastiske dage, hvor fonde bød ind med store og små beløb, fortsatte formanden, der også benyttede sig af lejligheden til at takke de mange donorer, der havde bidraget til, at projektet kunne realiseres.

Men selv om pengene er uundværlige, er de ikke alt. Der gik også en rum tid med gode håndværkeres hjælp med at få slået streger, der passede. I første omgang var tanken at bygge den gamle bevaringsværdige toiletbygning, der i forvejen stod på Mariendalstranden, ind i projektet, senere forsøgte man at få lov til at fjerne den.

– Men den var desværre skrevet ind i Lokalplan 1 for Assens by i 2018 som bevaringsværdig. Derfor står den stadig som et minde om tidligere tiders toiletforhold, bemærkede formanden, der også sendte en tak til alle de frivillige kræfter, der har meldt sig undervejs, også til de videre forløb med vedligeholdelse af de nye bygninger.

Efter formanden tog borgmester Søren Steen Andersen over, før han kliippede de røde bånd og erklærede huset for indviet.

– Jeg hæftede mig i sær ved, at han talte om det store arbejde, vi har haft med ansøge fonde og aftale retningslinjer med embedsværket og politikerne Jeg indrømmer, at det gjorde indtryk på mig, og at der løb et par tårer, da han talte så pænt til os, for det har æret et stort arbejde, og der har været mange glæder og sorger, opture og nedture i hele processen, siger Helle Juel.

Borgmesteren kunne ikke lokkes i vandet, det var der til gengæld andre, der kunne anført af foreningens næstformand Karl Vinther, og de første modige fik efterfølgende en lille gave i form af et håndklæde til fødderne inde i saunaen. Mens nogle badede, var der andre der benyttede sig af muligheden for en rundvisning i de nye faciliteter.

FAKTA

Man ska være medlem af Assens Vinterbadere for frit at kunne benytte badehuset.

Man melder sig til via assens-vinterbadere.dk

Foreningen har sat en grænse ved 400 medlemmer for at alle kan få en god oplevelse af faciliteterne.

Andre har mulighed for at købe gæstebilletter Herunder også børn og unge ifølge med medlemmer.

Badehuset kan benyttes dagligt klokken 7-22.

Saunaen tændes klokken 7-11 og igen klokken 16-19.

Formand takker af

Mandag var der generalforsamling i Assens Vinterbadere, og her benyttede Helle Juel lejligheden til at takke af som formand efter nogle krævende år med etablering af omklædnings- sauna- og toiletfaciliteter på Mariendalstranden.

– Da hele denne proces startede i 2019, besluttede jeg mig for at arbejde for, at vi kunne få nogle ordentlige faciliteter til de mange vinterbadere og til badegæster i al almindelighed. Jeg besluttede mig også for at fortsætte til den dag, Vinterbadehuset stod klar til brug Jo flere udfordringer, der opstod, des mere stædig blev jeg,  siger Helle Juel, der også har hørt mange sige, at netop hendes stædighed har været afgørende for, at der blev bygget et vinterbadehus.

– Det er nok ikke helt forkert Men uden bestyrelsen, uden min mand og uden min families opbakning, var det aldrig blevet. Men hvem som helst kunne have gjort mig opgaven efter. Tiden var moden til et vinterbadehus i Assens der har været kæmpe opbakning fra hele kommunalbestyrelsen, i befolkningen, blandt de handlende og byens virksomheder Nu står vinterbadehuset på en god plads, nu takker jeg af, fastslog hun.

Del denne historie på: