Vinspecialisten Henrik Lund Nim debuterer som romanforfatter

Assens

4. juni 2021

Af Henning Frandsen – hf@folkebladet.net

”Vejen til helvede er brolagt med gode intentioner” hedder det i et klassisk citat.

På nudansk kunne det hedde ”I bedste mening”, og det er i hvert fald den titel, som Henrik Lund Nim, til daglig indehaver af Vinspecialisten Assens, har givet sin debutroman, hvis udgivelse han fejrede med en reception i fredags.

Det begyndte nu ikke for Henrik Lund Nim med denne gamle erkendelse – som også Paulus har skrevet om (Paulus brev til romerne 7:19) – med med et kvindeportræt malet af Susanne Christoffersen Bille, som Henrik købte for nogle år siden og som er hængt op som et sofastykke i hans vinbar.

Kvindens ansigt, som bærer præg af levet liv, inspirerede for et år siden Henrik Lund Nim til at skrive en klumme – og det var så det.

Lysten til at skrive en roman har Henrik længe haft, men hvad skulle det være for en roman – ja, Henrik var længe blank, indtil Susanne Christoffersen Billes mand, Keld Bille, en dag dukkede op med en synopsis – et skelet – til en roman med udgangspunkt i kvindeportrættet.

Henrik sagde jatak og gik så ellers i gang.

  • Jeg har skrevet på den i knapt to år. Det er en familiekrønike, der foregår i Paris, Alsace og Danmark. Den følger tre generationer af en fransk familie fra slutningen af 1800-tallet til 1950 med en lille afstikker til dagens Coronaramte Danmark. Alt er fiktivt, men der optræder virkelige personer i den. Blandt andet har jeg selv en lille rolle i den. Den handler om krig, kærlighed, ødelagte familierelationer, vin og mad.

I og med handlingen foregår i en tid før Henrik var født – det blev han i 1967 – har det krævet meget research.

  • Nu er jeg heldigvis meget historisk interesseret, men det har været lidt krævende, og skulle jeg på et tidspunkt skrive en ny roman, bliver det fra min egen tid, siger Henrik.

En stor del af skrivearbejdet er foregået under coronaen.

  • Det har været rart at komme væk fra denne lidt mærkelige tid, for der er sket det, at personerne og tiden er blevet levende, ja, det har været som at træde ind i et andet univers, når jeg skrev.

Henrik var længe i tvivl om, hvilken titel han skulle give sin roman:

  • Jeg overvejede bl.a. ”Forårsofret” og ”Den gode vilje”, men min redaktør sagde, at Forårsofret ikke ville være dækkende, mens nummer to titel var optaget. Så det blev ”I bedste mening”.

Henrik Lund Nim har valgt at være selvudgiver på bogen, som er trykt hos Deslers Bogtryk i Assens.

Den fås for 175 kroner og kan foruden hos Vinspecialisten Assens også købes hos Schreiners Bog&Ide.

Del denne historie på: