Vemodig afrejsekoncert i Vor Frue Kirke

Assens

13. oktober 2021

Af Preben Find

Søndag eftermiddags koncert med Syngedrengekoret blev ikke overraskende et sandt tilløbsstykke.

Længe før adgangen til kirken klokken 14.30 blev åbnet, stod folk fra nær og fjern i kø for at sikre sig en plads i det store kirkerum.

Hvorfor man havde valgt at betegne arrangementet som en afrejsekoncert forud for korets snarlige rejse til Malaga i det sydlige Spanien i stedet for at kalde det en afskedskoncert får stå hen, men der kan ikke herske tvivl om, at dagens mange tilhørere havde opfattet det som sådan og derfor ønskede for sidste gang at opleve Finn Pedersen som den uforlignelige korleder, han har været gennem de sidste 20 af korets 165 års eksistens.

Med kirken fyldt til bristepunktet oplevede dagens publikum gennem den næsten halvanden times koncert endnu gang korets tilsyneladende ubegrænsede formåen og dets eminente præstationer, der gennem årene under Finns ledelse har bidraget til at sætte Assens på landkortet.

Gennem sit arbejde som inspirator og leder af koret har Finn ikke alene lært drengene at synge, men, hvad der måske er endnu vigtigere, som et ufravigeligt krav for at være med forlangt, at de både i og uden for koret i enhver henseende skal opføre sig ordentligt.  

Finn forlader nu Assens for at tiltræde en stilling som organist på Østsjælland. 

Man hører iblandt udtrykket ”ingen er uundværlig”, men med Finns afgang kan der med rette sås tvivl om dets rigtighed.

For hermed står vi med et tab, der både berettiger og giver anledning til at mindes Winston Churchills berømte ord ”Aldrig har så mange haft så meget at takke så få for”, hvor ”få” i dette tilfælde med rette kan reduceres til blot én.

Finn forlader nu Assens, og hans afgang bør føre til eftertanke.

Hvad er det, der martrer Assens, og som gør, at der ikke er plads til en ildsjæl af hans format. 

Del denne historie på: