Vandvid til 75 mio. kroner ventes først klar i 2027

Assens

Af Lise Wolf – lw@folkebladet.net

Det kommende kyst- og lystfiskercenter, der skal bygges på midtermolen på Assens Havn har været længe undervejs og ventes først klar til gæster i foråret 2027

Tilbage i 2019 blev Arne Kvist Rønnest ansat til at udvikle et nationalt center for kyst og lystfiskerturisme, som staten havde givet Assens Kommune ansvaret for. I første omgang for en fireårig periode, men han er her endnu, og lørdag lagde han ikke skjul på, at han ind imellem blev lidt utålmodig, for centret, der går under den noget mere mundrette arbejdstitel Vandvid, lader vente på sig.

Pengene er i hus. 75 mio. kroner kommer det til at koste inklusive et spændende udendørsanlæg, der skal binde land og vand sammen. Der er ogå tegnet en skitse til, hvordan det kunne tage sig ud, så det på en gang bliver nyt og moderne, men også falder i med den bygningshistorie, der er på molen. Men først i det nye år, bliver der udskrevet en arkitektkonkurrence, som kommer til at afgøre, hvordan centret i sidste ende skal udformes og kommer til at hænge sammen med det bevaringsværdige pakhus, og ikke før i 2027 forventes det, at man kan byde de første gæster velkommen.

30.000 gæster

Forventningen er 30.000 gæster årligt, og at de gratis udendørs arealer skal være så spændende, at man får lyst til at besøge centret, forklarede Arne Kvist Rønnest, da et par håndfulde af deltagerne i indvielsen af Kulturkajen lørdag valgte at gå med på en times tur i havneområdet med ham og Kristian Kipp, der er afdelingsleder i Plan og Byg i Assens Kommune, for at høre nærmere om planerne for det.

Spørgelysten var stor, når det gjaldt fremtidig bebyggelse på havnen, parkeringspladser, adgang for busser og om pakhuset fik lov at stå, når Vandvid tager over på midtermolen.

– Bliver der bygget 50-100 nye lejligheder, som alle får havudsigt, men kommer til at spærre for alle os andre, ville en vide.

– Bliver færgen flyttet, lød et andet spørgsmål.

Planen er ikke at opføre en mur af huse, der skærmer for udsigten til havnen, men snarere at skabe forbindelse mellem havnen og byen bagved.

Der lægges i rammelokalplanen op til, at der kan bygges i samme skala, som de nuværende bygninger på havnen har. Der kan altså bygges et hus så højt som siloen, men når der bygges højt og smalt, vil det give kig til bagvedliggede huse, gjorde Kristian Kipp opmærksom på.

Og nej, færgen flyttes ikke. Der er tværtimod tanker om et samarbejde med færgen, så billet til centret udløser billet til færgen og omvendt, ligesom der i budgettet er afsat et lille beløb til formidling om centret på Bågøfærggen.

Hvornår sker der noget, ville nogen også vide.

Venter på planlov

– Det kan gå hurtigt med Marcussens Hotel, der længe har haft ønske om at udvide, og kommunen er også klar til at gå i gang med promenaden, oplyste Kristian Kipp, der også fornemmede en vis interesse for investering, når rammelokalplanen er vedtaget, og investorer dermed ved, hvilke rammer man har at arbejde indenfor.

Lige nu afventer man en ændring af planloven, før rammelokalplanen for området op til nordre mole og “skøjtebanen” sendes i høring, da den eksisterende lov siger, at hoteller er mere støjfølsomme en privatboliger, og det kan give udfordringer i forhold til støj fra havnen og værftet.

Del denne historie på: