VANDløb i børnehøjde rundt om Forsyningsparken
Leg og læring for skoleelever i anledning af Vandets Dag
– Det smager, som når man har fået trukket en tand ud, lød det fra en af de fire fra Haarby Skoles 5. A, som Folkebladets reporter fulgte på VANDløb 2025 rundt om Forsyningsparken, et løb for 3. 4. og 5. klasser i Assens Kommune arrangeret af Assens Forsyning.
– En interessant iagttagelse, mente bestyreren af post 2, hvor eleverne smagte på råvand. Det smager nemlig anderledes, fordi jern og mangan endnu ikke er fjernet.
Ved den næste post kunne vi se forskellen på rent vand – det vi drikker og bruger til at vaske os i og vores tøj med – og det beskidte vand, som mange u-landsbefolkninger må nøjes med. Eleverne fik også at vide, at vi herhjemme har mere end tre gange så meget vand at gøre godt med, som man har i mange u-lande.
Eleverne kom både forbi vandværket i Forsyningsparken og rensningsanlægget, hvor spildevandet før rensning udseendemæssigt minder om det beskidte vand, som ulandsbefolkningen drikker, mens det rensede vand ligner det vand, der kommer ud af en vandhane – selv om man ikke må drikke det.
Det tager ca. 40 år fra regnvand falder ned, til det kan pumpes op som drikkevand, fik eleverne at vide ved post 4. Sjovt at tænke på, mente postbestyreren, som netop havde været ansat i 40 år hos Assens Forsyning.
Han kunne i øvrigt fortælle, at en stor trussel mod drikkevandet er sprøjtemidler fra markerne.
370 liter tis
– Er det rigtig tis, spurgte en af eleverne, da de blev præsenteret for dunke med gult vand.
– Nej, vi har brugt frugtfarve, beroligede postbestyreren.
Ud over 370 liter gult vand – svarende til hvad et menneske afleverer af urin i løbet af et år samt de 64 kilo afføring og 92 ruller toiletpapir – kunne man se ”oldefars lokum”, dvs. et das, hvor afføring og urin blev afleveret i en tønde – og man tørrede måsen med avispapir.
Alt i alt skulle eleverne besøge seks poster fordelt på en 1,5 km lang rute.
VANDløbet bliver i praksis arrangeret af KredsLab, som er Assens Forsynings skoletjeneste.
Eleverne skulle ved de seks poster svare på spørgsmål om bl.a. spildevandshåndtering, vandkvalitet, vandets bæreevne, klodens svindende drikkevandsressourcer med mere.
Eleverne blev beværtet med saftevand og kage. Blandt de deltagende klassers besvarelser trækkes lod om brunsviger og kakao til hele klassen.
Ca. 100 skoelever fra Strandmølleskolen og Haarby Skole deltog i VANDløb 2025.