Valdemarsdag fejres også i Assens

Assens

Af Preben Find

Ifølge en myte vandt Kong Valdemar Sejr den 15. juni 1219 under sit korstog mod de hedenske folk i Estland trods hårdt trængt et slag ved Lyndanisse, fordi flaget med dets hvide kors og røde bund som et positivt varsel under kampen faldt ned fra himlen. 

Flaget har siden under navnet Dannebrog stået som Danmarks markante nationalsymbol. 

I 1908 blev Danmarks-Samfundet stiftet som en upolitisk forening, der skulle arbejde for at bevare myten ved hvert år den 15. juni at fejre og hædre Dannebrog som et samlende symbol.

I dag, hvor flere af landets nystiftede politiske partier har indlemmet ordet ”Danmarks” i deres navn, har Danmarks-Samfundets repræsentantskab under foreningens årsmøde i marts måned besluttet at ændre navnet Danmarks-Samfundet til ”Dannebrogs-Samfundet”.

En beslutning, der netop er taget for ikke at blive opfattet som en politisk forening.  

Navneskiftet har ikke ændret foreningens oprindelige formål, men alene betydet, at der er udformet et nyt logo.

Et logo, der fortsat kan prydes af kronen, fordi der ikke er sket ændringer i foreningens vedtægter.

Og H.K.H. Prins Joacim er fortsat foreningens protektor.

Danmark er et land som er kendetegnet ved et rigt foreningsliv, og takket være Danmarks-Samfundet har mange foreninger i Danmark fået deres egen fane eller et flag.

Faner og flag, som uddeles under de lokale foreningers fejring af Valdemarsdagen.

I år forventes det, at der uddeles flere end 250 faner eller flag. 

I Assens, hvor der ikke er stiftet en formel forening, varetages fejringen af Valdemarsdagen af en lille frivilligt arbejdende komité.

Programmet for den kommende lørdags fejring er uændret i forhold til tidligere, men stedet for fejringens start er nyt.

Hvor man tidligere har startet ved bofællesskabet ved Skelvej, har man nu valgt at samles på pladsen foran Peter Willemoesskolen.

Her møder Assens Harmoniorkester og de mange lokale fanebærende foreninger klokken 19.

Harmoniorkesteret musicerer, faner og flag formeres, og Knud Søby, som er byrådsmedlem i Assens Kommune, holder årets tale for Dannebrog. 

Med orkesteret i spidsen for faneoptoget går marchen den traditionelle rute gennem byen til Vor Frue Kirke, hvor orkesteret spiller et par numre som indledning til en fælles aftensang, hvor også Syngedrengene medvirker. 

Og som afslutning byder menighedsrådet ved Vor Frue Kirke på en forfriskning. 

Alle er velkomne.

Del denne historie på: