UGENS KLUMME

Assens

Af Helge Desler

Vinteren har faktisk kun gjort sig bemærket ved sit fravær i år. Men tak for det, for så kan foråret forhåbentligt starte lidt tidligere.

Og vi ved jo, at når først solen er alene efter kampen på himmelen, så går havefolket først rigtig i gang. Der er jo som regel efterladt en liste fra vinteren, hvilket betyder, at der altid er et eller andet, der skal være klar til den nye sæson. Måske fliser der skal ordnes, vinduer der skal have lidt maling, og der skal formentlig ryddes op, så havehuset er forårsklar – og måske skal der også lige kigges på selve haven. Om det så er nu, eller der skal mere varme til, ja, det afgør vejret jo nok til sidst.

Men på et andet punkt er der også kommet lidt grøde i det hele. Det er for det første på marinaen, hvor enkelte bådejere er kommet ud af vinterhulen – altså kun en lille del af de gæve bådejere. Men her både slibes og males der da enkelte steder, mens der andre steder bliver bådene vasket og rengjort, og her i sidste weekend var der da en enkelt båd som skulle ud på bæltet for at få vand under kølen. Men ellers kommer de fleste bådejere nok mest for at få sig en sludder for en sladder.

Og for hver dag vi runder den sædvanlige tur på næsset – og det sker ganske uanset, hvordan vejret finder på at vise sig frem, kan vi også se, at tilgangen af campingvogne på campingpladsen faktisk fra dag til dag vokser ret så pænt, men der skal helt sikkert noget mere sol og varme til, før ejermændene også møder frem. Men måske kan påsken lokke dem frem. Nu de har placeret deres vogne – sikkert på deres sædvanlige pladser – og venter så på solen.

Men der har da allerede været besøg af de campere, der bruger de specielle pladser udenfor campingpladsen, der er beregnet for dem, men også her kan man godt se, at vejret betyder ret så meget for de besøgende, men der har da allerede på nuværende tidspunkt været flere biler parkeret.

Og så oplever vi stadig på vores gåtur på næs friske vinterbadere, der tager det kolde gys. Til dem kan jeg kun ønske god fornøjelse, jeg bliver på land, og så håber jeg på, at solen snart kommer lidt højere på himlen. 

Del denne historie på: