Grevens fejde på Vestfyn

Under Grevens Fejde lagde Faurskov og Øksnebjerg jord til to store slag på Sydvestfyn. Grevens Fejde foregik i 1500-tallet i Danmarks senmiddelalder, der var præget af opbrud og uroligheder i store dele af Europa og ikke mindst i Nordeuropa. Skiftende danske konger gjorde indimellem fortvivlede forsøg på at holde sammen på Kalmarunionen af de tre nordiske kongeriger.

Grevens Fejde betragtes som Danmarks hidtil sidste borgerkrig. Grevens Fejde var – trods alt – ikke en ren borgerkrig, idet udenlandske magter spillede en væsentlig rolle for både dens udbrud, forløb og resultat.

Men 11. juni 1535 så det galt ud for Assens. Jernklædte krigere ringsatte byen, og skarevis drog de frem og tilbage i et bøsseskuds afstand fra vold og grav. Enkelte gange forsøgte en flok at komme over graven, men de forsvandt hurtigt igen, for på volden bag den 12 meter brede grav stod lybske landsknægte og gode Assens-borgere på vagt.

Når Assens dengang kunne holde belejrerne ude, skyldtes det nok ikke alene gode fynske borgere, men at der var over 1000 lybske knægte i byen, thi de cirka 200 våbenføre borgere kunne ikke alene have holdt den lange voldlinie mod et par tusinde mand, derimod nok mod et angreb af en flok vrede bønder eller mod et sørøverskibs mandskab, eller måske også mod et angreb fra en mindre hær. Det var jo borgerskabets pligt og i egen interesse at holde byens lukke i orden.

Grevens Fejde betragtes som Danmarks hidtil sidste borgerkrig. Men Grevens Fejde var – trods alt – ikke en ren borgerkrig, idet udenlandske magter spillede en væsentlig rolle for både dens udbrud, forløb og resultat.

For de læsere, der ikke ved det, kan den skrivende da fortælle, at Det Borgerlige Politikorps i Assens jo er udsprunget af Grevens Fejde, og korpset eksisterer den dag i dag tilsyneladende i bedste velgående.

Stenen ved Øksnebjerg blev i 1935 – 400 år efter kampene ved Øksnebjerg – ligeledes opstillet på initiativ af en række af egnens beboere, og tidens store nationalforfatter, Johannes V. Jensen formulerede opskriften på stenen. Og den lyder således: ”Her ramte Johan Rantzaus lyn, drev hansa-vældet ud af Fyn. Opsigelse fra samme stund, papismen fik paa nordisk grund”.

For øvrigt tog transporten af stenen tre måneder. Der blev lånt sveller fra Assens station, da vognhjulene gik gennem terrænnet. Trækkraften var lånte heste, biler, frivillige mænd og kvinder, der skubbede på.