UGENS KLUMME
Assens
Af Helge Desler
Godt ord igen!
Endnu et år synger på sidste vers, og det betyder – traditionen tro – at Dansk Sprognævn og P1-programmet ”Klog på Sprog” for nylig har været på banen og har kåret ”Årets Ord”. Det er jo en tradition hvert år ved juletid, og naturligvis skete det ved en liveudsendelse af ”Klog på Sprog” fredag den 16. december på P1 klokken 11.
Det er landets borgere, der har været flittige og sendt forslag ind, så spændingen har været stor. Hvad mon det var for et ord, der kunne sikre sig førstepladsen i et år, hvor coronaen tilsyneladende har været på tilbagetog. Og hvilket ord, der i den forbindelse mon har været mest fremme i den offentlige debat i 2022.
”Årets Ord” kan jo være et nyt ord, der er dukket op i løbet af året. Det kan naturligvis også være et gammelt ord, som har fået en ny betydning, eller et ord, som er nyopfundet og ikke til at komme uden om.
Men spændingen er udløst, ”Årets Ord” blev: Kyiv i skarp konkurrence med elskam og energikrise.
Det danske sprogs udvikling sker blandt andet ved at indsamle nye ord, nye ord-forbindelser, nye ord-anvendelser og nye forkortelser.
Det sker ved hjælp af en bred og omfattende overvågning af aviser, tidsskrifter, fagblade og bøger suppleret med tekst-tv, sproget på de sociale medier, i radio og TV og i almindelige samtaler.
Tidligere vinderord er blandt andet Coronapas, Samfundssind, Klimatosse, Hvidvask, Kvindelandsholdet, Danskhed, Flygtningestrømme og MobilePay med flere.
Ordsamlingen her er naturligvis blevet digitaliseret, men startede faktisk som en fysisk seddelsamling, der med sine 800.000 ordresedler i dag er klassificeret som kulturarv.