Ugens klumme

Assens

Af Helge Desler

Arkivernes Dag

Arkivernes Dag 2022 er ikke alene en landsdækkende begivenhed, men en begivenhed for hele Norden, hvor arkiverne inviterer borgerne ind, for at de kan se, hvad man arbejder med i det daglige. Disse årlige åbent-hus-dage bliver på mange arkiver suppleret med udstillinger, foredrag eller andre aktiviteter. Med hensyn til de lokalhistoriske arkiver i Assens Kommune markerer man Arkivernes Dag lørdag den 12. november hvor åbningstiden de fleste steder er fra kl. 10 til 14. Men det vil nok være en god idé at undersøge tiderne, inden man tager af sted for et besøg.

Nogle år er der et fælles landsdækkende tema, eller endda fælles nordisk, mens det andre år er frit. Kærlighed, Idræt og Klima er nogle af de temaer, der tidligere år har været på spil til disse arrangementer.

Men besøg lokalarkivet i ens nærområde og få en snak med det frivillige personale, der passer på en vigtig del af vores kulturarv. Nogle af arkiverne i avisens område har specielle arrangementer og åbningstider.

Blandt andet har arkivet på Helnæs for eksempel en udstilling om komponisten Chr. Danning, der boede på Helnæs fra 1919 til han døde i 1925. Arkivet har blandt andet for nylig modtaget en del materiale om Danning, der vil kunne ses på dagen. På Jordløse-Trunderup Lokalhistoriske Arkiv har man mulighed for at se billeder af eventuelle klassekammerater fra Jordløse Skole eller Friskolen i Jordløse.

Og i Aarup kan man se gamle billeder på storskærm fra for 40 år siden. I øvrigt så fylder arkivet og foreningen i Aarup henholdsvis 50 og 40 år. Udstillingen kan ses frem til den 27. november i bibliotekets åbningstid. Og et jubilæum kan man også opleve hos Vissenbjerg Lokalhistoriske Arkiv, der har i sinde at fejre sit 40 års jubilæum med bobler og lækkerier i Vissenbjerghus samt en fotoudstilling i arkivets lokaler.

Og sådan kunne man blive ved med at fortælle om kommunens omkring 20 lokalhistoriske arkivers dag. Man har virkelig gjort sig anstrengelser, for at Arkivernes Dag skal blive et besøg værd for alle interesserede i det vestfynske område, lige med undtagelse af Barløse, Sandager og Holevad Lokalarkiv, der i øjeblikket er ved at flytte i nye lokaler, og derfor ikke kan modtage besøg.

Del denne historie på: