I 1880`erne kunne man finde de første legepladser i Danmark, og i dag er det faktisk svært at forestille sig parker, parcelhuskvarterer eller skolegårde uden dette særlige rum for leg og læring. Fra 1800-tallet og frem til i dag har legepladsen været under lup.

Udviklingspsykologien omkring Første Verdenskrig gav os et nyt syn på legen som et nødvendigt stadium i udviklingen af mennesket, og efter 1945 kom legen og legepladserne for alvor i fokus som led i socialisering til demokrati, som der siges. 

Og jeg mindes da også, da mine forældre i 1950erne flyttede til Solvænget, hvor de første store boligblokke i Assens var blevet bygget. 

Det var jo rent luksus. Vi havde tidligere boet i en lejlighed i en baggård i Østergade. Hvis vi ville se noget til solen, når den var fremme på himlen, skulle vi gå ud på Østergade for at få et glimt af den.

Men i Solvænget var der jo højt til loftet og grønne områder som måtte bruges vel at mærke, og her måtte man da blandt andet også spille fodbold. Det var en helt ny verden – dengang da Klør Konge stadig var Knægt.

Og naturligvis var der også en legeplads med de forskellige remedier, der nu engang hørte til sådan et sted, og det blev samtidig et samlingssted for blokkenes mange børn.

Men legepladserne dengang var jo egentligt ikke noget nyt. For allerede i 1880’erne åbnede – som skrevet – den første danske legeplads, og i dag er det svært at forestille sig parker, parcelhuskvarterer og skolegårde uden dette særlige rum for leg og læring. Fra 1800-tallet og frem til i dag har legepladsen været under lup.

Nu er der kommet en bog, der forbinder den danske legeplads’ udvikling med de store fortællinger om børn – især i byerne – og om barndommens forandring gennem 150 år, med udgangspunkt i den banebrydende skrammellegeplads, der åbnede i Emdrup den 15. august 1943.