I tiden efter de to store slag i 1849 og 1864, hvor der efter sigende skulle være faldet flere tusinde granater i det sønderjyske, sørgede flere beboere – blandt andet i Fredericia – for at få muret ueksploderede kanonkugler og granater ind i murværket til deres boliger. Dette fortæller flere historier fra dengang i hvert fald om. 

Nogle gange skulle det være for at spotte fjenden, og andre gange svarede en indmuret kanonkugle faktisk lidt til at hænge en hestesko over døren. Altså, det ville betyde lykke, for så ville man ikke blive ramt af kanonkugler og granater i kommende krige.

Ovenstående var enkelte uddrag fra nogle skriverier, jeg fik af en lokal borger for ikke så længe siden. Vedkommende havde samtidig vedlagt nogle ældre lokale avisudklip, der stillede spørgsmål til kanonkuglen i Vor Frue kirke i Assens. Her sammenlignede man historierne i det sønderjyske med kanonkuglen her – altså at den var muret ind i kirken for at betyde lykke – som det fortælles om de sønderjyske kanonkugler.

Og når man så læser nogle af skriverierne af afdøde lokalhistoriker, overlærer N. Kjærbye, så har man kunnet læse, at kanonkuglen ganske givet er fra grevefejden, men det har alligevel undret ham, at kuglen er så stor, for på den tid brugte militæret de såkaldte slanger og falkonetter med kanonkugler på seks til ti cm i diameter. Kanonkuglen i Vor Frue kirke må vel være op mod en snes cm. Det er en af gåderne i sagen, fortæller Kjærbye i sin historie om kanonkuglen.

Men traditionen siger noget om kanonkuglen i Assens kirkes tårn. 

Under Rantzaus troppers belejring af byen skal en dansk officer havde stået på udkig i lydhullerne i tårnet, og det er jo ganske rimeligt, fortæller Kjærbye. Fjenden lå tæt uden om byen. Kærum Å må havde udgjort en naturlig forsvarslinie mod syd, og fra kirketårnet har man nøje kunne følge fjendens bevægelser. Det hedder sig, at vagtposten i kirketårnet er blevet angivet til fjenden, der rettede kanonen mod lydhullerne i tårnet og fyrede løs. Officeren skal være blevet dræbt og begravet ved tårnets fod lige under det sted, hvor han faldt.

Så man må lade sig nøje med, hvad overleveringen siger om denne sag, og denne tekst lyder vel også sandsynligt nok – ikke!.

Men for en historisk detektiv, som Kjærbye jo var, havde det jo været morsomt, om han i de gulnede papirer havde fundet bare en lille notits, der be- eller afkræftede overleveringens rigtighed.

Her skal vel også tilføjes, at man i forbindelse med den første verdenskrig fra 1914 til 1918 kan læse i aviserne, at der blev etableret fast udkig over Lillebælt fra Vor Frue kirkes tårn. Og efter sigende overlevede alle tårnkiggerne.