UGENS KLUMME

Assens

Af Helge Desler

Byens Torv 

Assens Torv og Østerlandsgade (Østergade) havde for 400-500 år siden, og måske længe før, rundt regnet samme udstrækning som i dag, krummende sig som et bredt bælte fra Torvet op mod Østerport, hvor gaden snævredes ind fra begge sider. Og som der står i en ældre bog om Assens, så minder prospektret næsten mere om en storbys-avenue, end om hovedgaden i en mindre provinsby – kun folkevrimlen mangler.

Og det er netop byens torv de næste linier skal handle om. Et torv, der i mange år blev brugt som parkering af biler med mere med undtagelse af de af ugens dage, hvor oplandets handelsfolk søgte til byen, hvor de havde mulighed for at leje en stadeplads i forbindelse med salg af forskellige varegrupper som for eksempel grønsager, blomster, fisk, ost med videre.

Og det var også her, at det imponerende springvand, kaldet ”Salamanderdrengen”, var placeret. En figur, der var udført af billedhuggeren Svend Rathsack og i 1938 blev foræret til byen af tobaksfabrikant Gundersen. Men selve ”Salamanderdrengen” blev så i 1992 flyttet til en mere gemt plads i den østlige ende af torvet. Desværre, mente mange borgere, både dengang og også i dag.

Som nævnt blev Torvet brugt til parkering af forskellige køretøjer i mange år, men for 30 år siden var det slut – som det ovenfor fortalt også var for springvandet.

Det var der naturligvis flere af byens borgere, der ikke var helt tilfredse med dengang, og byens kendte maler, Georg Ernst, malede i den forbindelse et billede, der fortæller denne historie helt perfekt. Og det skete for øvrigt samtidig i anledning af Torvets indvielse den 3. juli 1992.

Del denne historie på: