UGENS KLUMME

Assens

Af Helge Desler

Så er Badepunkt-flaget atter gået til tops på flere strande i det ganske land, og herunder hører naturligvis også Mariendalsstranden og stranden på Næs i det vestfynske. Flaget så dagens lys i det danske sommerland sidste år – faktisk som en afløsning for Det Blå Flag på flere badestrande i sommerlandet – blandt andet også på stranden på Næs i Assens.

Da Blå Flag jo er en international ordning, er det ikke altid, at dets rammer passer lige godt til de typer badesteder, man finder i Norden. På Blå Flag-strande er der netop stort fokus på, at strandene skal have meget velholdte faciliteter og service, hvilket gør, at der også skabes et tungere driftsbehov, og det har man i det vestfynske kommunale system tilsyneladende ikke ville ofre på blandt andet strandene i Assens, der så må nøjes med Badepunkt-flaget.

Og dette Badepunkt-flag, som man blandt andet kender fra sidste år på Mariendalsstranden i Assens, er en mærkningsorden, der er udviklet for at kunne tilbyde kommunerne et simpelt men godt redskab til at fremhæve særlige gode og smukke badesteder. Badesteder der kan give borgere og turister gode og unikke badeoplevelser. Badepunkter er altså strande, som vi kender dem bedst i Danmark. 

Ligesom ved Blå Flag-strande stilles der de samme høje krav til badevandskvaliteten, og Badepunkt-ordningen fortæller desuden, at sikkerhed og faciliteter såsom toiletter og affaldsløsninger er tilpasset badestedets lokale kontekst. Og det vil i det store og hele jo faktisk sige, at det hele er ligesom, det har været hele tiden. Og her har blandt andet toiletbygningen på Mariendalsstranden jo ikke ligefrem høstet de højeste karakterer blandt badegæsterne.

Men selve ideen med Badepunkt-flaget skaber mulighed for at fremhæve badesteder, der ikke nødvendigvis passer ind i Blå Flag-rammerne, men som stadig tilbyder rent badevand og måske endda særlige friluftsoplevelser eller andre typer af oplevelser.  

Sådan formulerer det lokale kommunale system de lokale strande, og det er vel også sådan, at det lokale strandpublikum kender de lokale strande, men der er altid plads til en forbedring – og her må toiletforholdene have første prioritet – for de er i elendig forfatning.

Del denne historie på: