UGENS KLUMME
Assens
23. september 2025
Af Helge Desler
Vi savner Søbadet!
Med næsten 90 km kyststrækning byder Assens Kommune på mange fine bademuligheder. På hele strækningen fra Sandager Næs i nord til Damsbo Strand og Helnæs i syd ligger blandt andet 12 gode kontrollerede badestrande, der har titlen Badepunkt der blandt andet i badesæsonen fra 1. juni til 1. september får kontrolleret badevandet løbende.
Blandt en af disse badestrande finder man Assens Næs Strand, hvor der jo er etableret parkeringsplads og toiletter for enden af vejen mod stranden mellem campingpladsen og Næsvej 21. Handicaptoilet findes i bygningen Næsvej 25.
Stranden er cirka 650 meter lang og består på den nordligste halvdel af en cirka 100 meter bred sandstrand, mens den sydlige del består af en cirka 10 meter bred sandstrand. Der er i hele strandens længde et mindre stenbælte lige i vandkanten, men efter de få meter sten er der fin sandbund. For kørestolsbrugere med flere er der etableret køretøj fra parkeringspladsen til en handicapvenlig badebro omkring midten af stranden
Badepunkt er forøvrigt en nordisk mærkningsordning, der synliggør badestedet med rent badevand, badesikkerhed, basal infrastruktur og med specielle friluftsmuligheder eller andre typer natur- eller kulturoplevelser.
Disse nymodens ord var ikke nogen, vi ungersvende kendte til, når vi med badetøjet under armen – i tidernes morgen – nærmede os de gule bygninger med det mere ungdomsvenlige Søbad på stranden, der for øvrigt var nabo til Assens Roklub og Mariendalsstranden i selve Assens, var det jo altid spændende at læse skiltet ved indgangen – hvor der med kridt på en sort plade – var skrevet dagens temperaturer for henholdsvis vand og luft og ligeledes var opsynsmanden klar til at opkræve et beløb hos de mange unge menneskers store sommerlyst.
En vandtemperatur på mere end 15 grader var at foretrække. Søbads daglige leder – Ravn – afkrævede os børn 15 øre i entre, hvis man ikke var så heldig at være indehaver af et måneds- eller sæsonkort. Voksne måtte erlægge 25 øre.
Havde man først passeret svingdøren til badeanstalten – og betalt – fik voksne udleveret en nøgle til en omklædningskabine – herrerne til venstre og damerne til højre (husker jeg ret, var der en 6-8 kabiner til hvert køn.
Hvis nu pengepungen var tom, så lagde man tøjet på bænken før Søbad – eller klædte om på det grønne område mellem Søbad og roklubbens daværende bygning – hoppede i vandt og kunne nu frit benytte de faciliteter, som var indenfor hegnet – rutsjebanen, vipper og ikke mindst en vandhane, hvis tørsten plagede en – men – og der var et men – man skulle være opmærksom på den tilsynsførende. Han havde et skarpt blik og en god hukommelse, hvad angik betaling af entre. Var man først i vandet, var hans indflydelse dog begrænset. Det var ikke almindeligt, at vi – da vi var blevet noget ældre – benyttede Søbadets udendørs faciliteter om aftenen – uden for lukketid.
I skolen skulle man jo lære at svømme, men med de få gange skolen havde badetime, var det ikke mange, der lærte kunsten at klare sig i vandet. Det måtte man selv opøve, hvis man ikke – mod betaling – kunne deltage i lærer Svend Åge Pedersens undervisning, som foregik i soppebassinet.
Heldigvis var der en af eleverne, der var frisk i vandet, da en ældre mand havde begivet sig ud på den længste af badebroerne. Han gled på det glatte underlag, og hans gebis faldt i vandet. Man kunne se ”bisserne” fra broen, men ejermanden kunne ikke dykke, så det blev Anders, der hoppede i vandt og hurtigt hentede tænderne – og afleverede disse til den ulykkelige ejermand.
– Hvor kunne du dog finde dem, spurgte den uheldsramte. ”Det var let nok”, svarede Anders muntert. ”De lå og klaprede af kulde”.
Og skal vi slutte med, at Badepunkt er en nordisk mærkningsordning, der synliggør badestedet med rent badevand, badesikkerhed, basal infrastruktur og med specielle friluftsmuligheder eller andre typer natur- eller kulturoplevelser.
