Starten går til det 23. mjølnermaraton lørdag 26. juni 2021
Alle der har mod på at gå eller løbe en strækning på 5 kilometer kan deltage i årets Møjlnerløb – det 23. af slagsen – som afvikles lørdag 26. juni.
Løbet foregår på en ca. 5 km rundstrækning, så det er muligt at gå eller løbe lige så mange omgange man kan mellem klokken 10 og 15.
Flere steder på ruten er det muligt at holde øje med løberne, hvis man hellere vil kigge på end selv at løbe.
Løbet sættes i gang ved Assens Stadion, Stadionvej på forskellige tider i løbet af dagen, således at de, der løber længst, starter klokken 10 og de, der blot vil løbe 5 km starter klokken 12. Hvis man vil gå en eller flere omgange, vælger man selv sit starttidspunkt. Tidtagningen er efter canonball-pricippet, det vil sige, at man selv er ansvarlig for sin løbstid, men der er et ur til rådighed ved målet og ens tid bliver skrevet på diplomet, når man er kommet i mål.
– Planlægningen har stået på i et godt stykke tid, så nu mangler vi de sidste detaljer – og en masse løbere, udtaler Helle Klenum, medlem planlægningsgruppen hos arrangøren, MultiMotion//Assens.
Efter løbet er der medalje, diplom, grillpølse og en øl eller vand til hver deltager, dvs. børn under 15 får også en slikpose.
– Selve ruten menes at være en af de hårdeste i Danmark, for selv om der blot er 3-4 kraftige stigninger undervejs, skal de forceres på hver omgang, der bliver løbet og til en hel maraton skal der altså løbes 8 omgange. Men mindre kan altså også lade sig gøre, minder Helle Klenum om.
Tilmeldingen foregår via MultiMotions hjemmeside mma.dk eller evt. via mobilepay til 76772 (husk navn og distance) senest onsdag den 23. juni. Det er dog muligt at eftertilmelde sig på dagen også. Alle skal medbringe en negativ coronatest eller et gyldigt coronapas.
Der er flere informationer på klubbens hjemmeside mma.dk under nyheder for neden på siden.